Trafiktosser

Det er svært at få tid til det hele. Børn, mand, hus, hund, marsvin og … nå, ja… arbejde. Jeg vil så straks bryde sammen og tilstå, at jeg i nogen grad har været nødt til at skære lidt i min blogskrivning. Der er lidt underskud på tidskontoen i disse dage. Men, men, men … jeg cykler altså stadig. Frem og tilbage, og snupper både den stride modvind og regnvejret, som sommeren ofte har budt på, i stiv arm. Jeg arbejder på sagen, og håber inderligt, at jeg snart får sat lidt flere ord ind på Cykelmyggen.

Guderne skal vide, at de to daglige cykelture i København giver mere end rigeligt stof til eftertanke. Der kører godt nok mange trafiktosser rundt i hovedstaden. Seneste skud på stammen må siges at være den far, jeg forleden overhalede. Han havde en trailer med et lille barn til at trille efter cyklen. Jeg kunne på afstand se, at han slingrede en smule. Da jeg kom udenom kunne jeg ikke undgå at observere, at han også havde et lille barn siddende på cyklen foran. Med den ene hånd støttede han sin datter, mens han med den anden hånd var travlt beskæftiget med at tekste på sin I-phone. Det kalder jeg en trafiktosse!

1 kommentar

Filed under Uncategorized

Når bilen er en belastning

Ja, så er jeg langt om længe kommet i gang igen. På cyklen. Som ventet, så bliver jeg noget så sprudlende glad af at cykle. Bagdelen jamrer lidt de første par dage, men så går det igen. Første dag blev jeg kaldt tilbage til byen af en god ven, som synes vi skulle drikke en øl sammen. Jeg cyklede altså først den ene vej, så tilbage igen, så ind til byen igen, og så hjem. Godt 40 km. Spørg lige, om jeg indtog det lette sadelleje næste morgen.

Desværre har der også været en del forhindringer i min hverdag, som har tvunget mig til at tage bilen. Når man først er blevet mindet om, hvor meget hurtigere og mindre trafikalt belastende det er, at køre på cykel, kan sådan en biltur på 30 minutters morgentrafik godt nok føles som lidt af et helvede. Jeg føler mig i den grad snydt, når jeg har været nødt til at tage bilen.

I morgen står der heldigvis cykel på programmet igen. Tirsdag står der til gengæld Fyn på programmet, og uanset hvor stor pris jeg sætter på min cykel, så bliver jeg nødt til at tage toget. Jeg havde overvejet, at tage det blå lyn med ombord på toget, og så transportere mig selv rundt på den tohjulede i løbet af dagen. Så er der jo altså lige den hage ved det, at jeg selv har lagt programmet, og har lavet det, så man kan nå 30 km på en halv time …. det kan jeg nok ikke klare på cykel. Men onsdag, torsdag, fredag, lørdag, og alle de andre dage som kommer, der vil jeg for alt i verden forsøge at komme afsted på cyklen.

1 kommentar

Filed under cykling, Uncategorized

Velkommen tilbage …

… stod der lige så høfligt, da jeg i dag loggede ind på min cykelblog. Det er dælme godt nok også lang tid siden, jeg har skrevet. Ikke nok med det; det er dælme også lang tid siden, jeg har haft rumpetten på en cykelsadel. Nej, der er ikke tale om dovenskab, men jeg bryder mig, som vist nok tidligere skrevet, ikke om at cykle i snevejr, og det har i den grad sneet denne vinter. Jeg har beundret de modige og brave cyklister, som uden tøven har kastet sig ud i alt slags vejr på den københavnske cykelstier. Ikke altid ubetinget forsvarligt, men modigt, det har det været. Selv har jeg haft fornøjelsen af min gamle bil eller offentlig transport. Sidstnævnte har faktisk også budt på mange groteske oplevelser, som jeg har overvejet at føre ind på siden her. Både de kedelige og de sjove, men et eller sted har tiden aldrig været til det, når jeg endelig fik fri om aftenen. En overfyldt bus og/eller et aflyst s-tog på en snetung eftermiddag, kan tære noget så gevaldigt på ens overskud.

Men nu skal der altså cykles igen. Vi har passeret den 1. april, og så skulle der ikke længere være fare for snevejr … og altså heller ingen ordentlig undskyldning for, at tage bilen. Det betyder derfor, at jeg, på tirsdag, når hverdagen efter Påske begynder igen, skal have det blå lyn trukket ud fra skuret. Jeg glæder mig voldsomt, for selv om det kan være noget så hyggeligt, at futte igennem København i sin opvarmede bil en tidlig morgen, så ved jeg også, at cykelturen vil give mig det ekstra spark af energi, som i bund og grund gør hverdagen lidt lettere. Endelig er der også blodtrykket og fedtflommerne på maven … altsammen vil have godt at de små 20 km cykeltur hver dag. På tirsdag går det løs. Jeg glæder mig.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Køb da for fanden en ordentlig cykel

Ja, jo. Jeg ved ikke om jeg helt tør skrive, at Cykelmyggen er tilbage. Cykelmyggen har haft et meget spændende år, hvor det er blevet til en masse arbejde, men meget lidt cykling. Det har blandt meget andet ført med sig, at jeg har udviklet en hel del overflødige kilo, og tillagt mig tydelige fastmonterede cykelslanger rundt om taljen. Efterhånden som der er gået længere og længere imellem cykelturene, er det blevet sværere og sværere at komme afsted. På samme tid er formkurven gået fra rimelig god til temmelig dårlig, og så kan cykling være noget af en overvindelse. Men, men, men, i dag tog jeg mig sammen. Jeg har en del større og uforudsigelige sager i mit liv for tiden, og derfor vågnede jeg klokken 6 i morges. Sagerne blev tænkt igennem, og så besluttede jeg mig for, at i dag skulle bliive den store dag. I dag skulle den blå cykel ud af stalden igen. Klokken 8 var vi afsted, cyklen og jeg. Ok, det skal så indrømmes, at vejret var så smukt og solrigt i morges, så man skulle være en stor idiot, hvis man undlod at komme ud og nyde morgenen. Jeg var da heller ikke alene på turen, men havde selskab af utallige motionister på løbeben, en del svømmere i Øresund, og enkelte morgenmads-skovturs aktivister. Faktisk mødte jeg også en flok studenter som skulle ud og køre lastbil, men de så godt nok temmelig blege ud. Er der da ikke nogen som har belært dem om, at man altså ikke skal rystes rundt i en lastbil dagen efter man har holdt studentergilde.

Målet for morgenturen var endnu en gang Karens hus i Rungsted. Det var godt nok long time no seeing, men Karen var der stadig. Turen til Rungsted er min yndlings, fordi det er hele vejen op ad Strandvejen – en af Danmarks smukkeste cykelruter, efter min mening – og så hjem igennem skoven og ind gennem Dyrehaven. Jeg nyder turistturen ad Strandvejen, og får virkelig prøvet kræfterne af på bakkerne i Dyrehaven. Så altså en fantastisk tur, når man skal brænde kalorier og cykeldæk af.

På turen i dag traf jeg en medcyklist. Han havde åbentbart fulgt mig et stykke tid, og stoppede sammen med mig, da jeg holdt drikkepause ved Karens hus. Han var en af de der afhårede cyklister med lycrabagdele, og selv om jeg ikke er ekspert, kunne jeg da godt gennemskue, at det ikke var i Tigerbutikken han havde købt sit cykeludstyr. han spurgte hvor langt jeg havde cyklet og alt det der, som cylister kan tale om.

– Du kører ellers godt, hvorfor får du dig for fanden ikke en ordentlig cykel, sagde lycrabagdelen, og nikkede hen til mit blå lyn.

Jeg kunne have klappet ham en på hans toptunede cykelhjelm. Kunne han da ikke forstå, at når jeg lige præcis cykler så meget som jeg gør … øhm… gjorde…. så er det fordi, at jeg har verdens bedste skærveknuser. Jeg kan jo lide min cykel, og var det ikke fordi jeg føler mig så gidt tilpas i sadlen, som jeg gør, så ville jeg aldrig cykle længere end ned til bageren søndag morgen. Jeg prøvede at forklare det til lycrabagdelen, men han smilede bare overbærende, inden han satte sig op på sit nyere og dyrere cykellyn, og forsvandt i retning mod Vedbæk. Jeg ventede et øjeblik med at køre efter ham. Han skulle jo nødigt få mindreværdskomplekser, hvis han blev overhalet af en blå skærveknuser.

Hjemme igen har jeg konstateret, at livet aldrig er helt så slemt efter en cykeltur. Store tanker er blevet tænkt, tanker er blevet vendt, og i morgen er der atter en dag. Jeg skal saftsusemig se at få cyklet lidt mere.

Skriv en kommentar

Filed under cykling

Det store løb

Mon ikke der er en og anden, som har gået rundt og troet, at jeg slet ikke overlevede det store familiecykelløb for snart flere uger siden? Lad mig straks skynde mig at gøre opmærksom på, at hele holdet ikke bare overlevede, vi gennemførtse skam også i flot stil. Når jeg først får taget mig sammen til at skrive om det nu, skyldes det ikke de voldsomme cykelanstrengelser, men alt muligt andet gøgl, som har gjort min hverdag en smule besværlig.

Tilbage til løbet: Det var faktisk skide skægt!

Vi tog toget fra København tidligt lørdag morgen, og mødte min far og hans veninde ved havnen i Køge. Der var proppet med cyklister. Alle familierutedeltagerne var ved at gøre klar. Tidligere på morgenen var de skrappe ryttere fra Sjælland Rundt og Familieløbet drønet afsted, og nu var det så familiernes tur…eller tour!

Man får stor respekt – større! – for de ryttere, som kører Tour de France i disse dage, når man selv oplever, hvor trangt der er på en cykelsti, når tyve ryttere skal afsted på samme tid. Vi havde jo ikke engang fart på, men man får en ide om, hvorfor det kan gå galt, og hvor galt det ofte går, når der pludselig er en af mange, som vælter i svinget. Vejret var gråt og støvregnende, men det var faktisk helt passende. Der var nemlig stort set ingen vind, og så var det forresten helt lunt.

Jeg har cyklet 70 km på en dag før, men havde et eller andet sted forventet, at vi skulle kæmpe os igennem kilometerne denne dag. Min far – som vel at mærke bliver 75 næste gang! – var i fin form. Han og veninden havde smugtrænet på de vestsjællandske landeveje op til løbet, og de smilede hele vejen. Som jeg tidligere har skrevet, så er min far jo gammel landevejsrytter. Det var ham med faklen. Cykelløbet her var alligevel første gang jeg cyklede sammen med min far, og derfor også første gang at jeg kunne se, at han faktisk har en hel del god teknik, den gamle. F.eks kørte jeg foran gruppen på et tidspunkt, da vi blev overhalet af en gruppe supercyklister fra Sjælland på Tværs, som havde meget travlt med at komme til målet i Køge. Jeg hørte den metalliske kædetikken, da de kom udenom, og så også til min store overraskelse, at min far dælme havde hægtet sig på. Han drønede afsted sammen med de unge lycrarumpetter på deres superracere. En lille kilometer, så lod han dem køre selv. -Det er jo kun for sjov det her, sagde min far, da jeg fik indhentet ham.

Det var en hyggelig tur, hvor vi fik snakket og grinet. Hele ruten var lagt i landlige omgivelser, med små hyggelige landsbyer og bølgende marker, og det var så smukt og sommerligt. På grund af støvregnen duftede alle blomster ekstra kraftigt og dejligt, og det blev til en næsten euforiserende oplevelse. Der var to depoter på ruten. Det første efter 25 km var hårdt tiltrængt. Vores ældste dreng var en smule træt, og mente, at han havde kraftigt brug for den leverståhejs-klapsammen og det saftevand, som depotet udleverede. Det viste sig også at virke efter hensigten; han fik smilet og energien tilbage. Jeg tror nu også det er længe siden, at jeg har nydt en leverpostejsmad så meget. Min far mødte sin bekendte Hans ved depotet. Hans er blind, og var derfor afsted på tandem sammen med sin makker. Han nød turen mindst lige så meget som os, men jeg er så ikke helt sikker på, om ikke det var makkeren, som trak det hårdeste læs.

Da vi kom til det næste depot blev vi voldsomt overraskede. Der var 19 kilometer tilbage. Vi kunne slet ikke forstå, at vi allerede var ved at være færdige. 19 km er a piece of cake, når man har haft 69 km foran sig fra begyndelsen. Vi overvejede, om vi kunne snuppe en runde mere. Målet var at komme under 4 timer. Ikke meget at prale af; men et mål… Jeg vil ikke sige at vi spurtede, men vi satte farten en smule op. Nu var vi der jo næsten. Næsten … viste sig at være en lidt hurtig påstand.

I alle de år jeg har kørt på min blå VERTONcykel ( Vi har fjernet E’et for at gøre den mere usædvanlig...), har den aldrig svigtet mig. Bortset fra et par enkelte kædeafhopninger, så har den altid være kørbar. Den har godt nok fået lov til at køre en hel del mere på det sidste, og jeg har muligvis ikke været så god til at holde øje med den, som jeg burde. Har ikke fået renset og smurt kæden, og heller ikke holdt helt øje med slidbanerne på dækkene. Jeg har nok taget dens høje kvalitet som en selvfølge, og det skal en cyklist jo aldrig gøre. Slet ikke, hvis cyklen er en ældre størrelse på mere end ti somre.

Det var derfor heller ikke helt urimeligt, men alligevel en smule overraskende, da jeg kort før Køge fik en fornemmelse af, at der var noget galt med Verton’en. Jeg mente fordækket var punkteret, men min far synes det så fint ud. 500 meter mere, og så måtte jeg stoppe. Fordækket var helt fladt. Heldigvis er min mand en ferm cykelmekaniker, så han fik slangen skiftet på noget nær ti minutter, og så kunne vi trille videre. 10-km-til-mål-skiltet stod umiddelbart efter i vejsiden, og så fik vi fart på. Altså ikke Tour-lignende hastigheder, men vi trampede til i pedalerne. Vi kunne lugte fadøllerne og pølserne på havnen i Køge, og trængte vel også til at få rumpetterne ud af sadlerne.

Det var en smule bøvlet det sidste stykke ind gennem byen, hvor vi jo var en hulens masse cyklister, som skulle dele vej med alle bilerne. Lyskryds blev til lettere kaos, men bilisterne viste sig fra deres mest forstående side.

Så var vi der. MÅL. Vores navne blev annonceret fra højttalervognen. Skægt … især fordi vores efternavne blev udtalt som en russisk halssygdom. 4 timer og ti minutter. Vi kunne naturligvis ærgre os en smule over punkteringen, eller de lidt for lange pauser ved depoterne, men vi var allermest bare-glade. På den anden side har vi nu også fået et nyt mål. Næste år SKAL vi under 4 timer … måske 3.30. Fadøl og frankfurtere med brød, sennep og ketchup, har sjældent smagt så godt.

Vi blev forresten foreviget af fotografen på målstregen, og jeg skal nok lægge et billede ind af Hennings Hold lige så snart jeg får det.

Skriv en kommentar

Filed under cykling

Dagen før dagen

Tænk, jeg er smadder stresset. Det er jo i morgen det store cykelløb Familieruten løber af staben, og jeg er jo en del af familien.

Alle de andre i familen – altså den del af min familie, som skal være med – er kolde som brøndgraveres bagdele, men jeg har altså stress. Måske fordi jeg er blevet pumpet med et stykke arbejde de sidste ti dage, hvor det så viser sig, at jeg har spildt mine evner på fis i en hornlygte. Det hele blev aflyst i dag. Den slags bliver man lidt træt af oppe i knolden. I morgen er det da i det mindste mest den anden ende, som skal presses.

Så jeg er altså sådan lidt øv og neglebidende, og ved da godt, at jeg ikke har spor grund til det. Jo, en del af bekymringerne skyldes også, at jeg, på grund af det hersens arbejde, ikke har fået taget mig sammen til at cykle. Det har også været dårligt vejr og … ja, døden skal vel have en årsag. Jeg er i hvert fald på ingen måde i form. Min bror har brækket hoften under en rundboldkamp, og selv om det nok kan lyde lidt komisk, så er der ikke ret meget at grine af. Min bror griner i hvert fald ikke ret meget. Så ham har jeg jo også brugt tid på at besøge. Kors, hvor jeg dog er fuld af dårlige undskyldninger. Jeg har virkelig set frem til det her løb. Glæder mig også, og måske er det i virkeligheden derfor jeg føler mig stresset: Jeg glæder mig simpelthen!

Nok for nu. Jeg skal se at komme i seng, og så håber jeg på mentalt opbakkende tanker fra samtlige læsere – alle 4! – i morgen fra omkring klokken 9.28 og nogle timer fremad. 70 km.

Godnat!

2 kommentarer

Filed under Uncategorized

Sådan lidt skjorteklam

Det er i dag gået op for mig, at der rent faktisk er dage, hvor en smart sportsvogn med taget nede, ville være mere praktisk, end en gammel blå cykel i modvind.

En god gammel ven havde inviteret på frokost i dag. Nej, ikke bare en ‘god gammel ven’, sådan en rigtig god gammel ven, som man ser alt for lidt til, og alligevel føler sig dybt og inderligt knyttet til. Han arbejder i et fint hus, så jeg havde taget det pænere outfit på i dag. Faktisk var det ikke så pænt, som det nok burde have været, men efter at have forsøgt mig med den småkorte, letopblæselige nederdel, blev jeg enig med mig selv om, at et par bukser nok var lidt mere praktiske. Anstændige endda, sådan set med cyklistøjne. Jeg skulle jo naturligvis cykle de 9 km ind til byen. Jeg tog så også lige en ‘bluse’ – i modsætning til min sædvanlige bomulds tshirt! – på. Sådan en nedringet, florlet tingest, som jeg mente var både passende og tækkelig. Det var den også … i hvert fald indtil jeg lænede mig fremover på cyklen, og susede ind mod byen. Det var her det gik op for mig, at løstsiddende, florlette bluser ikke egner sig til cykelsport; i hvert fald ikke hvis de er nedringede. Af hensyn til eventuelle følsomme læsere her på bloggen, skal jeg spare jer for de kommentarer jeg fik undervejs. Det er nemlig svært at cykle hujende hurtigt, og samtidig holde op i udskæringen med den ene hånd. Næste problem var det florlette materiale blusen er lavet af. Når man – jeg! – cykler, sveder man, og når man er iført tyndt stof, tager det sådan ca. 34 sekunder, før det florlette bliver klamt og svedskjoldet, og klistrer sig til ens krop i stort set gennemsigtig tilstand. Lækkert. Jeg forsøgte ganske vist at trække ud i blusen, så den kunne blæse sig tør igen. Det gik ikke helt godt, for det var lidt hedt, og jeg var natudligvis – som altid! – en smule sent på den.

Resultatet blev, at jeg, da jeg nåede frem til min gode gamle ven, fremstod som en rødhovedet, forpustet, svedklam størrelse med cykelhjelmsflad frisure. Min ven kender mig så godt, så han ikke var den mindste smule overrasket. Det var mere alle kontordamerne, som ikke havde mødt mig før, og vist ikke helt forstod, hvad sådan en åndsbolle skulle inde hos deres fine chef. De så helt lettede ud, da jeg endelig forlod etablisimentet igen.

1 kommentar

Filed under Uncategorized