En olympisk rytter på holdet … næsten

Så er fælden klappet; jeg har officielt tilmeldt mine to ældste kyllinger, min mand, min far, fars kæreste og så mig selv. Vi skal ud og cykle Familie Ruten, der fløjtes i gang den 28. juni klokken tidligt om morgenen. Vi hedder ‘Hennings Hold’, og har fået start kl. 9.03. Det er jo næsten til at leve med. Især hvis vejret holder.

Jeg er glad for, at vi kommer afsted som en familie; altså med tre generationer repræsenteret. Min far var engang en meget dygtig cykelrytter. Det var inden anabolske hæmorider og den slags, så han nåede aldrig til Tour de France og tilsvarende fine steder, men han har da en masse gamle, flotte sølvpokaler liggende i papkasser rundt om i sit hus. Udover det, så cyklede han med den olympiske fakkel den gang ilden skulle igennem Danmark, for at komme til OL i Helsingfors i 1952… det som vi i dag kalder Helsinki. Der var ikke megen ballade over den olympiske ild i de dage, så jeg tillader mig at være stolt af min far. Et eller andet sted har han et lille gulnet fotografi af sig selv på cyklen, med faklen hævet over hovedet.

Tænk, at vi har et cykelhold med en olympisk fakkelrytter. Jeg tror Familie Rute-udfordringen sætter lidt skub i den ældre cykelrytter, eftersom det er første gang i mange, mange år, at han skal deltage i et rigtigt cykelløb. På trods af det, så ved han jo lige præcis en masse om at cykle, om at få ondt i benene og bagdelen, og at træning er vigtig. Min far vil op og køre mindst 50 km inden den store familietur, siger han. Det synes jeg er stort.

Jeg ved dælme ikke hvor meget jeg når. 17 km? Eller ungerne. De skal jo også i træning. Jeg forestiller mig nogle gevaldige cykelture i weekenderne, udover deres daglige cykelture til og fra skole. Burde jeg cykle 20 km hver dag? Det ville klæde, ikke mindst min bagdel, som har taget afmeldingen fra Tøserunden meget tungt. MEGET tungt.

Forresten irriterer det mig en smule, at løbet hedder ‘Familie Ruten”. Det burde sgi’ da hedde ‘Familieruten’ … men det er jo en helt anden historie.

Tre brøkdele med total rædsel

Det var en af de dage, hvor det endnu en gang går op for en, at de små marginaler kan gøre en stor forskel. At man sommertider må prise sig lykkelig for sit held … også som cyklist.

Vi var på vej hjem fra skole. Den yngste og jeg i yderst lagsomt tempo, og den lidt ældre lidt længere fremme på cykelstien. Det var dejligt vejr, og så gør det ikke så meget, hvis det går lidt langsomt med cyklingen, fordi man lige skal fortælle om alt det som er sket i løbet af skoledagen. Det var sådan en rar eftermiddag med fuglefløjt, og nyudsprungne blomsterbuske og påskeliljer, som gjorde mig nærmest høj af livsglæde.

…og så lige pludselig. På cykelstien 2-300 meter længere fremme får jeg øje på to parkerede biler.. Folk stimler sammen. Et barn ligger på cykelstien. Jeg genkender straks den blå cykelhjelm. Mit hjerte banker højt og hjerteskærende. Det er min søn på cykelstien. Jeg beder min lille datter cykle videre selv, mens jeg sætter turboen på, og kører som en rasende mod uheldsstedet. Det ser alvorligt ud. To mennesker står og snakker med min søn. Jeg føler der går en time før jeg er fremme, og i skyndingen får jeg nær torpederet to andre cyklister. Endelig er jeg fremme. En dame kommer over vejen med en medicinkasse fra sin bil. Min søn græder. -Hvad er der sket. Jeg er hans mor, forklarer jeg med gråd i stemmen.

Så viser det sig at ulykken ikke er helt så alvorlig som først frygtet. Faktisk nok nærmest en bagatel, som har tiltrukket sig en hel del opmærksomhed. Og så alligevel meget mere. Bagatellen er et lille hul på knæet, som den søde dame har hentet en renseserviet og et plaster til. Den slags gør underværker, hvis man er en lille forskrækket dreng. Det alvorlige er, at min søn var kommet for tæt på kantstenen, så han var væltet, og blevet slynget af cyklen. En taxachauffør forklarer, at drengen var røget helt ud på vejbanen. Heldigvis havde der ikke været nogle biler i lige netop det øjeblik, forklarede taxachaufføren. Det er det der ‘heldigvis’, som gnaver inde i mit hoved. Det er meget mere end bare ‘heldigvis’. Det er 100 gange bedre end at vinde den store gevinst i lotto.

Vi lod være med at tænke på, hvor galt det kunne være gået, men satte os i stedet på cyklerne igen, og trillede den sidste kilometer hjem i lidt mere forsigtigt tempo. Cykelhjelmen fik endnu en gang en medalje, og vi følte os lidt mere heldige end resten af verden … og lidt forskrækkede.

Tak til den søde dame med plasteret.

Cyklisternes svar på campingvogne

I min barndom var det ikke spor smart at have campingvogn. Jo, min mor ville vist gerne have en engang i 70′erne, men så fik vi villatelt fra Daells Varerhus i stedet …. og luftmadrasser. Jeg er derfor det meste af min barndom blevet flasket op med en masse fordomme vedrørende campingvognsejere, og i særldelehed hvis de skulle få den frækhed, at bevæge sig ud på offentlige veje og stræder. Jeg mindes endnu med gru de mange bilferier i Europa - mest frem og tilbage over grænsen, for at indkøbe sprutlagre til de runde fødselsdage! - hvor vi kørte i kilometerlang kø, fordi et rullende campistfjols lå og fyldte hele vejen, og naturligvis aldrig kunne drømme om lige at holde ind til siden. Sætte farten op kunne de jo ikke, når de havde sådan et kæmpelokum spændt fast i bilen. Nej, hvor har min far bandet. Senere, da jeg selv fik kørekort, tog jeg med fornøjelse del i brokkerierne, når jeg mødte en campingvogn.

-Hjælp, nu er det sommer. Campinkavognene er sprunget ud!

I dag kører jeg så ikke så meget bil, og hvis jeg endelig gør, så generer en smule kø mig faktisk slet ikke. Jeg er i grunden blevet en helt fredelig og omgængelig bilist. Jeg troede egentlig også det var tilfældet hvad cykling angår, indtil forleden, hvor jeg var sent på den, og skulle nå hjem og hente ungerne fra skole. Pludselig var der kø på cykelstien. Folk var tydeligvis irriterede. Jeg troede dårligt mine egne øjne, da jeg så hvad det var der lå og blokerede længere fremme:

en Christianiacykel!!!!

Oh, ve og skræk, hvor kan de godt nok tage meget plads op. Det er så ikke engang rumfanget af sådan en størrelse, som er til størst gene. Næ, nej! Jeg ved ikke om Christianiacyklister ikke vil eller ikke kan køre stærkt. De gør det i hvert fald aldrig. Måske har de bare altid god tid, fordi de lige er på vej på cafe, hjem fra bageren …. eller måske på vej til den nærmeste campingplads. Præcist som de firhjulede bilanhængere i min barndom, så holder Chrstianiacyklerne så godt som heller aldrig ind til siden, så andre, mere fleksible cyklister, kan passere. Noget tredie …. eller er jeg nået til femte? …. er, at cyklisterne med påhæng meget ofte …MEGET OFTE!!! … har travlt med at tale i mobiltelefon, pille næse, spise mad, rede hår eller lægge læbestift på…mens de tænder en cigaret. Ja, jeg ved godt, at de ikke behøver bruge deres intelligens på at holde balancen på sådan en cykel, som vist slet ikke kan vælte, men kunne de så ikke koncentrere sig lidt om de andre trafikanter?

Christianiacyklerne er en designmæssigt smuk opfindelse, det indrømmer jeg, men jeg synes godt nok de er en pestilens på cykelstierne. Kunne man så bare indføre en regel om, at man kun måtte føre Christianiacykel, såfremt den var fyldt op. Altså: minimum 3 børn, 40 kilo aviser og/eller en velvoksen New Foundlænder. Hvis ikke, så skulle de have ubetinget vige-ind-til-siden-pligt, når en hurtigere cyklist ringede med klokken.

Dybest set tror jeg min irritation hænger sammen med, at Christianiacyklen er ved at udvikle sig til et statussymbol i stil med firhjulstrækkeren, gyngestolscykler og firkantede briller. Enhver dansker med respekt for sig selv MÅ simpelthen eje sådan en … uanset om de har behov for den eller ej. Beklageligvis, i den forbindelse, har rigtig mange danskere rigtig meget respekt for sig selv.

Det flyder med lig i Københavns gader

Der er noget som har undret mig en del i Danmark. Måske er det ikke engang et dansk fænomen, men blot noget som vi har her i hovedstaden. Min undren skyldes alle de herreløse cykler jeg støder på. Overalt, hvor der er cykelparkering i større stil, vil man som regel også møde en efterladt cykel.

Tegnet på forladtheden kan være mere eller mindre udpræget. Nogle gange er cyklen helt smadret, og har fået sadel og andre afskruelige værdigenstande fjernet, mens der andre gange blot er tale om en punkteret stakkel, som med tiden er blevet mosgrøn og trist at se på.

Forleden var jeg f.eks i min lokale Netto Døgner. Her står ikke vanvittigt mange cykler – Vi bor i Gentofteområdet, hvor de fleste vist snupper bilen til bageren! - og alle de fire cykler som stod i stativet ved siden af min blå Everton denne morgen, var tydeligvis herre- og hjemløse. Også damecyklerne. Alle punkterede, alle mosgrønne, men alle også af, hvad jeg vil kalde, rimelig kvalitet. Forresten var de alle aflåst. Jeg er dog stadig overbevist om, at de var blevet forladte eller glemt.

Hvorfor? Hvad er det lige der sker? Har man i Danmark så mange penge, så man hellere køber en ny cykel, end tager sig sammen til at lappe den gamle, når man har mødt et søm en sen aften på cykelstien? Er det forsikringssvindel, hvor man skifter cykel hvert andet år på forsikringens regning, og så lader det rustne lig stå der hvor man sidst satte det?

Min mand foreslog, at cykelejerne måske var afgået ved døden. Til det kunne jeg kun svare, at der i så fald var en skræmmende stor overdødelighed blandt cyklister, og at det, selv om de tydeligvis ikke døde med cyklerne på, burde være et argument for sammenlægning af Trafik- og Sundhedsministeriet.

Selvfølgelig har jeg også set efterladte cykler i England, men aldrig i det omfang, som det sker i Danmark. Kunne man foreslå et sted for herreløse cykler, hvor man kunne finde nye ejere til dem? Cykelinternat. Måske der endda er basis for et tvprogram i den bedste sendetid, hvor de hjemløse tohjulede bliver fikset op og smurt i lejerne, og så finder et nyt godt hjem. Tænk, jeg synes i grunden ideen er genial …. og jeg synes i hvert fald de mange efterladte lig er spild af gode cykler.

Den store flyttedag

Det begyndte med en blå cykel, som gik hen og blev lidt af en følelsesmæssig besættelse. For et par år siden begyndte jeg at cykle til skole hver dag. 20 km hver vej, som gav ømme baller men et strålende humør. Jeg følte at cyleriet gav mig så mange gode tanker og påfund, så dette måtte blive til en blog. Jeg har nu haft min blog Cykelmyggen hos Jubii siden 2006, og i grunden haft det ganske hyggeligt der. På det seneste er der gået kuk i Jubii-bloggen. Jeg ved ikke om systemet er overbelastet eller hvad; det går altså bare for langsomt. De sidste par dage har jeg slet ikke kunne logge mig ind på min blog, og så går en del af fidusen ligesom fløjten. Jeg blev anbefalet at flytte til WordPress; så nu er jeg her. I første omgang skal jeg have flyttett alle mine gamle indlæg over. Eftersom jeg ikke kan logge ind på den gamle blog kommer det til at ske på manuel vis, hvor jeg simpelthen kopierer de gamle indlæg, og så flytter dem herover. Elektroniske flyttekasser i stakkevis. Hav tålmodighed med mig, hvis det ikke bliver helt smukt og ordentligt i første omgang. Jeg har betydeligt mere forstand på cykler end på computere.

Det kalder jeg en cykeltur

Gemt: 2008-03-27 14:22

Host, host, host! Her gik man rundt og troede at man var genial, og så faldt jeg lige over dette link fra en cykelgal dansker:

http://www.lonebiker.dk/Ncykost.HTM

Han snuppede lige mere end 4000 km på cykel rundt om Østersøen. Jeg må nok lige overveje at tage kontakt til ham … om ikke andet for at høre, hvor meget vat han havde i sine cykelshorts. Neeeej, jeg prøver ikke at lyde uartig. Jeg tænker på, hvor meget fyld der var i de beskyttende lag på hans cykelshorts. Erik Straarup lyder i hvert fald som en spændende person.

En vild ide

Gemt: 2008-03-26 12:36

Det var en af de dage, hvor der er lidt for meget havregrød, og lidt for få lyspunkter i systemet. Så var det der kom en ide dumpende ned i hovedet på mig. Som den opmærksomme læser vil være klar over, så var det min plan at cykle Tøserunden denne sommer. Så gik der ged i kalenderen, og jeg har været nødt til at aflyse min deltagelse. Jeg var endda begyndt på træningen. Nu er det så også blevet snevejr, så den ville under alle omstændigheder være blevet indstillet. Jeg bryder mig ikke om glatte cykelstier. Nå, men den store ide som kom til mig, går ud på, at sammensætte en lang cykeltur … en rigtig lang tur. Tænker lige nu på Moskva eller Skt. Petrsborg. Der er en del flere tanke med i planen, men nu skal jeg lige have ideen vendt med lidt flere hjerner. Jeg vil helst til Skt. Petersborg … og ikke i snevejr!

1462 km …. det er fademe langt!

En dårlig dag for en lille cyklist

Gemt: 2008-03-25 19:22

Det var en dårlig dag at være cykelmor i dag. På vej til skole i morges, opnåede vores 6-årige datter, at påkøre to biler. TO biler ad to omgange. Eftersom min datter ikke var påvirket af spiritus, og havde en god nats søvn og havregrød til morgenmad bag sig, var jeg meget forundret over hendes kørsel. Ja, jeg var naturligvis først og fremmest chokeret og ulykkelig på min lille datters vegne, men jeg undrede mig altså også over, at hun to gange inden for kort tid bragede ind i to fortorvsparkerede biler. Det skal lige for god ordens skyld nævnes, at ingen af de implicerede biler fik så meget som en lille skramme af sammendtødene. Vi sendte en varm tanke til opfinderen af gummikofangerne. Den lille pige derimod, hun fik både ydre og indre sår. Skrammer på knæ og hænder, og så blev hun også smadder forskrækket.

Da hun røg af cyklen anden gang, gik det faktisk op for mig, at det var cykelhjelmen som var årsag til uheldene. Ja, den beskyttede selvfølgelig hendes hoved mod asfalteksem, men det var altså også den, som var gledet ned i øjnene på pigen, så hun ikke kunne se de parkerede biler. Nej, hvor blev jeg flov. Sikken en dårlig mor man kan være. Det viste sig, at cykelhjelmen havde det indre ’stel’ klistret fast med selvklæbende tape, og det var åbentbart holdt op med at klæbe. Cykelhjelmen kunne altså rutsche rundt som det passede den, og i morges følte den så for at glide ned foran øjnene på cyklisten. Øv! Vi har købt hende en ny cykelhjelm i dag. En flot hvis en med lille blomst. Mægtig god … og mægtig dyr. En af de hersens ’skater-hjelme’, som jeg jo godt ved er et modefænomen, men som cykelhandleren overbevist mig om, vil give en bedre beskyttelse af hovedet. Den ’sidder’ også mere en Poul Nyrup-modellen.

På vej hjem fra skole kørte vi så meget forsigtigt. Så forsigtigt, så datteren i et lyskryds forskrækket satte farten meget ned, og næsten bremsede, da en højresvingende bil holdt tilbage for os. Jeg indrømmer, at det derfor tog os lige lovligt lang tid at komme igennem krydset. Men nu var vi jo altså ude i det, og kunne ikke så godt vende om eller stoppe. Heller ikke, da der var 3 meter til vi var ovre, og det blev grønt for bilisterne som skulle den anden vej. Der var to vejbaner af bilister. Jeg fik øjenkontakt, sagde så meget undskyld, som man nu kan med øjnene. Fra bilen i den ene vejbane fik jeg et venligt og forstående blik. Bilen i den anden vejbane speedede op, og bremsede så hårdt. Sådan en omgang irriteret hjulspin. Jeg bremsede naturligvis og blev mildest talt lidt skide sur. Det var værre med min trafikchokerede datter. Hun brød fuldstændig sammen. Hjulspineren stoppede.

-Ja, undskyld, men jeg kørte jo altså over for grønt lys, sagde han irriteret.

-Ja, men vi var ikke nået igennem krydset, forsvarede jeg mig.

-Ja, men I kørte jo over for rødt lys, råbte han vredt, speedede op, og kørte videre.

Undskyld mig, men jeg var så gal, så jeg kunne have krøllet hans kofangere med mine fortænder. Helt ærligt! Jeg indrømmer, at jeg ikke ved hvad den danske færdselslov foreskriver i den slags tilfælde. Jeg ved dog, at når der er en lille bitte ny cyklist på vej igennem et kryds, og hun ikke når at køre igennem, så opfører man sig sgu’ ikke på den måde. Hensynsfuld kørsel, tror jeg det hedder med en række fine ord. Jeg har ikke mange fine ord til overs for dagens skvatnakke.

Undskyld tøser!

Gemt: 2008-03-10 16:01

Det er næsten ikke til at bære. Jeg er så ked af det, og har den største lyst til at slå mig selv oven i hovedet med en kæmpe cykelpumpe.

Nu har jeg den sidste måned - mindst! - glædet mig, og set frem til det store Tøserunde-cykelløb på 111 km. Jeg har sågar pint mig selv og min stakkels bagdel igennem op til 20 km’ers cykelture, i håbet om at komme i fantastisk form til det store løb. Jeg har overvejet at købe raffineret cykeltøj, og måske endda at smøre kæden på min gamle rustne cykel. Troen på, at jeg ville kunne klare de 111 km, har båret mig igennem utallige personlige nedture, fordi jeg hele tiden har vidst, at jeg sgu’ kunne gøre noget lidt udover det sædvanlige.

Så i dag, da jeg vendte hjem fra en rigtig god træningstur i superlækkert forårsvejr, blev jeg pludselig ramt af et nærmest åbenbarende gok i nøden. Af uransagelige årsager, har jeg hele tiden gået rundt og troet, at Tøserunden lå i slutningen af juni måned. Til trods for, at mine søde cykelveninder dagligt har skrevet ‘Tøserunden 30. maj’, som overskriften på deres mails, var det altså først i dag, at den barske sandhed gik op for mig.

For hede hule og halvanden rapand!

Jeg er sgu’ på Korfu på ferie den dag. Ja, ikke kun den dag, men vi flyver fra Danmark en lille uge inden, og er først tilbage nogle dage efter løbet. Selvfølgelig er det dejligt at skulle på ferie med vores gode vener, men hvor er det dog hylende forbandet, at det skulle falde sammen med cykelløbet. Hånden på hjertet, så havde jeg glædet mig mere til Tøserunden, end til turen til Korfu. Problemet er selvfølgelig, at der er postet en del flere penge i Korfu projektet, og det derfor bliver Tøserunden, som bliver taberen i denne omgang…og så mig, sagde hunden

Til gengæld kan jeg stadig nå at komme med i Familieløbet. Det ER i slutningen af juni. Jeg HAR tjekket. Måske var det derfor jeg troede, at Tøserunden lå på samme tidspunkt. Nå, men jeg forsøger at overtale min gamle far og hans veninde til at være med også. Det bliver sjovt nok, men nok ikke helt så stor en udfordring, som de 111 km. Jeg tror jeg bliver nødt til at finde mig selv en tilsvarende udfordring. Måske skulle jeg cykle fra København til Korsør, Holbæk eller Kalundborg. Jeg skal lige finde ud af, hvor de har de bedste cykelstier. Jeg VIL bevise at jeg kan cykle de 111 km.

Undskyld, Brian!

Gemt: 2008-03-05 16:02

Cheftræneren hedder naturligvis Brian Holm, og ikke Michael Hamburger. Cykelmyggen beklager fejlen.