Guderne skal vide, at de to daglige cykelture i København giver mere end rigeligt stof til eftertanke. Der kører godt nok mange trafiktosser rundt i hovedstaden. Seneste skud på stammen må siges at være den far, jeg forleden overhalede. Han havde en trailer med et lille barn til at trille efter cyklen. Jeg kunne på afstand se, at han slingrede en smule. Da jeg kom udenom kunne jeg ikke undgå at observere, at han også havde et lille barn siddende på cyklen foran. Med den ene hånd støttede han sin datter, mens han med den anden hånd var travlt beskæftiget med at tekste på sin I-phone. Det kalder jeg en trafiktosse!

Desværre har der også været en del forhindringer i min hverdag, som har tvunget mig til at tage bilen. Når man først er blevet mindet om, hvor meget hurtigere og mindre trafikalt belastende det er, at køre på cykel, kan sådan en biltur på 30 minutters morgentrafik godt nok føles som lidt af et helvede. Jeg føler mig i den grad snydt, når jeg har været nødt til at tage bilen.

I morgen står der heldigvis cykel på programmet igen. Tirsdag står der til gengæld Fyn på programmet, og uanset hvor stor pris jeg sætter på min cykel, så bliver jeg nødt til at tage toget. Jeg havde overvejet, at tage det blå lyn med ombord på toget, og så transportere mig selv rundt på den tohjulede i løbet af dagen. Så er der jo altså lige den hage ved det, at jeg selv har lagt programmet, og har lavet det, så man kan nå 30 km på en halv time …. det kan jeg nok ikke klare på cykel. Men onsdag, torsdag, fredag, lørdag, og alle de andre dage som kommer, der vil jeg for alt i verden forsøge at komme afsted på cyklen.

Men nu skal der altså cykles igen. Vi har passeret den 1. april, og så skulle der ikke længere være fare for snevejr … og altså heller ingen ordentlig undskyldning for, at tage bilen. Det betyder derfor, at jeg, på tirsdag, når hverdagen efter Påske begynder igen, skal have det blå lyn trukket ud fra skuret. Jeg glæder mig voldsomt, for selv om det kan være noget så hyggeligt, at futte igennem København i sin opvarmede bil en tidlig morgen, så ved jeg også, at cykelturen vil give mig det ekstra spark af energi, som i bund og grund gør hverdagen lidt lettere. Endelig er der også blodtrykket og fedtflommerne på maven … altsammen vil have godt at de små 20 km cykeltur hver dag. På tirsdag går det løs. Jeg glæder mig.

Målet for morgenturen var endnu en gang Karens hus i Rungsted. Det var godt nok long time no seeing, men Karen var der stadig. Turen til Rungsted er min yndlings, fordi det er hele vejen op ad Strandvejen – en af Danmarks smukkeste cykelruter, efter min mening – og så hjem igennem skoven og ind gennem Dyrehaven. Jeg nyder turistturen ad Strandvejen, og får virkelig prøvet kræfterne af på bakkerne i Dyrehaven. Så altså en fantastisk tur, når man skal brænde kalorier og cykeldæk af.

På turen i dag traf jeg en medcyklist. Han havde åbentbart fulgt mig et stykke tid, og stoppede sammen med mig, da jeg holdt drikkepause ved Karens hus. Han var en af de der afhårede cyklister med lycrabagdele, og selv om jeg ikke er ekspert, kunne jeg da godt gennemskue, at det ikke var i Tigerbutikken han havde købt sit cykeludstyr. han spurgte hvor langt jeg havde cyklet og alt det der, som cylister kan tale om.

- Du kører ellers godt, hvorfor får du dig for fanden ikke en ordentlig cykel, sagde lycrabagdelen, og nikkede hen til mit blå lyn.

Jeg kunne have klappet ham en på hans toptunede cykelhjelm. Kunne han da ikke forstå, at når jeg lige præcis cykler så meget som jeg gør … øhm… gjorde…. så er det fordi, at jeg har verdens bedste skærveknuser. Jeg kan jo lide min cykel, og var det ikke fordi jeg føler mig så gidt tilpas i sadlen, som jeg gør, så ville jeg aldrig cykle længere end ned til bageren søndag morgen. Jeg prøvede at forklare det til lycrabagdelen, men han smilede bare overbærende, inden han satte sig op på sit nyere og dyrere cykellyn, og forsvandt i retning mod Vedbæk. Jeg ventede et øjeblik med at køre efter ham. Han skulle jo nødigt få mindreværdskomplekser, hvis han blev overhalet af en blå skærveknuser.

Hjemme igen har jeg konstateret, at livet aldrig er helt så slemt efter en cykeltur. Store tanker er blevet tænkt, tanker er blevet vendt, og i morgen er der atter en dag. Jeg skal saftsusemig se at få cyklet lidt mere.

Tilbage til løbet: Det var faktisk skide skægt!

Vi tog toget fra København tidligt lørdag morgen, og mødte min far og hans veninde ved havnen i Køge. Der var proppet med cyklister. Alle familierutedeltagerne var ved at gøre klar. Tidligere på morgenen var de skrappe ryttere fra Sjælland Rundt og Familieløbet drønet afsted, og nu var det så familiernes tur…eller tour!

Man får stor respekt – større! – for de ryttere, som kører Tour de France i disse dage, når man selv oplever, hvor trangt der er på en cykelsti, når tyve ryttere skal afsted på samme tid. Vi havde jo ikke engang fart på, men man får en ide om, hvorfor det kan gå galt, og hvor galt det ofte går, når der pludselig er en af mange, som vælter i svinget. Vejret var gråt og støvregnende, men det var faktisk helt passende. Der var nemlig stort set ingen vind, og så var det forresten helt lunt.

Jeg har cyklet 70 km på en dag før, men havde et eller andet sted forventet, at vi skulle kæmpe os igennem kilometerne denne dag. Min far – som vel at mærke bliver 75 næste gang! – var i fin form. Han og veninden havde smugtrænet på de vestsjællandske landeveje op til løbet, og de smilede hele vejen. Som jeg tidligere har skrevet, så er min far jo gammel landevejsrytter. Det var ham med faklen. Cykelløbet her var alligevel første gang jeg cyklede sammen med min far, og derfor også første gang at jeg kunne se, at han faktisk har en hel del god teknik, den gamle. F.eks kørte jeg foran gruppen på et tidspunkt, da vi blev overhalet af en gruppe supercyklister fra Sjælland på Tværs, som havde meget travlt med at komme til målet i Køge. Jeg hørte den metalliske kædetikken, da de kom udenom, og så også til min store overraskelse, at min far dælme havde hægtet sig på. Han drønede afsted sammen med de unge lycrarumpetter på deres superracere. En lille kilometer, så lod han dem køre selv. -Det er jo kun for sjov det her, sagde min far, da jeg fik indhentet ham.

Det var en hyggelig tur, hvor vi fik snakket og grinet. Hele ruten var lagt i landlige omgivelser, med små hyggelige landsbyer og bølgende marker, og det var så smukt og sommerligt. På grund af støvregnen duftede alle blomster ekstra kraftigt og dejligt, og det blev til en næsten euforiserende oplevelse. Der var to depoter på ruten. Det første efter 25 km var hårdt tiltrængt. Vores ældste dreng var en smule træt, og mente, at han havde kraftigt brug for den leverståhejs-klapsammen og det saftevand, som depotet udleverede. Det viste sig også at virke efter hensigten; han fik smilet og energien tilbage. Jeg tror nu også det er længe siden, at jeg har nydt en leverpostejsmad så meget. Min far mødte sin bekendte Hans ved depotet. Hans er blind, og var derfor afsted på tandem sammen med sin makker. Han nød turen mindst lige så meget som os, men jeg er så ikke helt sikker på, om ikke det var makkeren, som trak det hårdeste læs.

Da vi kom til det næste depot blev vi voldsomt overraskede. Der var 19 kilometer tilbage. Vi kunne slet ikke forstå, at vi allerede var ved at være færdige. 19 km er a piece of cake, når man har haft 69 km foran sig fra begyndelsen. Vi overvejede, om vi kunne snuppe en runde mere. Målet var at komme under 4 timer. Ikke meget at prale af; men et mål… Jeg vil ikke sige at vi spurtede, men vi satte farten en smule op. Nu var vi der jo næsten. Næsten … viste sig at være en lidt hurtig påstand.

I alle de år jeg har kørt på min blå VERTONcykel ( Vi har fjernet E’et for at gøre den mere usædvanlig...), har den aldrig svigtet mig. Bortset fra et par enkelte kædeafhopninger, så har den altid være kørbar. Den har godt nok fået lov til at køre en hel del mere på det sidste, og jeg har muligvis ikke været så god til at holde øje med den, som jeg burde. Har ikke fået renset og smurt kæden, og heller ikke holdt helt øje med slidbanerne på dækkene. Jeg har nok taget dens høje kvalitet som en selvfølge, og det skal en cyklist jo aldrig gøre. Slet ikke, hvis cyklen er en ældre størrelse på mere end ti somre.

Det var derfor heller ikke helt urimeligt, men alligevel en smule overraskende, da jeg kort før Køge fik en fornemmelse af, at der var noget galt med Verton’en. Jeg mente fordækket var punkteret, men min far synes det så fint ud. 500 meter mere, og så måtte jeg stoppe. Fordækket var helt fladt. Heldigvis er min mand en ferm cykelmekaniker, så han fik slangen skiftet på noget nær ti minutter, og så kunne vi trille videre. 10-km-til-mål-skiltet stod umiddelbart efter i vejsiden, og så fik vi fart på. Altså ikke Tour-lignende hastigheder, men vi trampede til i pedalerne. Vi kunne lugte fadøllerne og pølserne på havnen i Køge, og trængte vel også til at få rumpetterne ud af sadlerne.

Det var en smule bøvlet det sidste stykke ind gennem byen, hvor vi jo var en hulens masse cyklister, som skulle dele vej med alle bilerne. Lyskryds blev til lettere kaos, men bilisterne viste sig fra deres mest forstående side.

Så var vi der. MÅL. Vores navne blev annonceret fra højttalervognen. Skægt … især fordi vores efternavne blev udtalt som en russisk halssygdom. 4 timer og ti minutter. Vi kunne naturligvis ærgre os en smule over punkteringen, eller de lidt for lange pauser ved depoterne, men vi var allermest bare-glade. På den anden side har vi nu også fået et nyt mål. Næste år SKAL vi under 4 timer … måske 3.30. Fadøl og frankfurtere med brød, sennep og ketchup, har sjældent smagt så godt.

Vi blev forresten foreviget af fotografen på målstregen, og jeg skal nok lægge et billede ind af Hennings Hold lige så snart jeg får det.

Alle de andre i familen – altså den del af min familie, som skal være med – er kolde som brøndgraveres bagdele, men jeg har altså stress. Måske fordi jeg er blevet pumpet med et stykke arbejde de sidste ti dage, hvor det så viser sig, at jeg har spildt mine evner på fis i en hornlygte. Det hele blev aflyst i dag. Den slags bliver man lidt træt af oppe i knolden. I morgen er det da i det mindste mest den anden ende, som skal presses.

Så jeg er altså sådan lidt øv og neglebidende, og ved da godt, at jeg ikke har spor grund til det. Jo, en del af bekymringerne skyldes også, at jeg, på grund af det hersens arbejde, ikke har fået taget mig sammen til at cykle. Det har også været dårligt vejr og … ja, døden skal vel have en årsag. Jeg er i hvert fald på ingen måde i form. Min bror har brækket hoften under en rundboldkamp, og selv om det nok kan lyde lidt komisk, så er der ikke ret meget at grine af. Min bror griner i hvert fald ikke ret meget. Så ham har jeg jo også brugt tid på at besøge. Kors, hvor jeg dog er fuld af dårlige undskyldninger. Jeg har virkelig set frem til det her løb. Glæder mig også, og måske er det i virkeligheden derfor jeg føler mig stresset: Jeg glæder mig simpelthen!

Nok for nu. Jeg skal se at komme i seng, og så håber jeg på mentalt opbakkende tanker fra samtlige læsere – alle 4! – i morgen fra omkring klokken 9.28 og nogle timer fremad. 70 km.

Godnat!

En god gammel ven havde inviteret på frokost i dag. Nej, ikke bare en ‘god gammel ven’, sådan en rigtig god gammel ven, som man ser alt for lidt til, og alligevel føler sig dybt og inderligt knyttet til. Han arbejder i et fint hus, så jeg havde taget det pænere outfit på i dag. Faktisk var det ikke så pænt, som det nok burde have været, men efter at have forsøgt mig med den småkorte, letopblæselige nederdel, blev jeg enig med mig selv om, at et par bukser nok var lidt mere praktiske. Anstændige endda, sådan set med cyklistøjne. Jeg skulle jo naturligvis cykle de 9 km ind til byen. Jeg tog så også lige en ‘bluse’ – i modsætning til min sædvanlige bomulds tshirt! - på. Sådan en nedringet, florlet tingest, som jeg mente var både passende og tækkelig. Det var den også … i hvert fald indtil jeg lænede mig fremover på cyklen, og susede ind mod byen. Det var her det gik op for mig, at løstsiddende, florlette bluser ikke egner sig til cykelsport; i hvert fald ikke hvis de er nedringede. Af hensyn til eventuelle følsomme læsere her på bloggen, skal jeg spare jer for de kommentarer jeg fik undervejs. Det er nemlig svært at cykle hujende hurtigt, og samtidig holde op i udskæringen med den ene hånd. Næste problem var det florlette materiale blusen er lavet af. Når man – jeg! – cykler, sveder man, og når man er iført tyndt stof, tager det sådan ca. 34 sekunder, før det florlette bliver klamt og svedskjoldet, og klistrer sig til ens krop i stort set gennemsigtig tilstand. Lækkert. Jeg forsøgte ganske vist at trække ud i blusen, så den kunne blæse sig tør igen. Det gik ikke helt godt, for det var lidt hedt, og jeg var natudligvis – som altid! – en smule sent på den.

Resultatet blev, at jeg, da jeg nåede frem til min gode gamle ven, fremstod som en rødhovedet, forpustet, svedklam størrelse med cykelhjelmsflad frisure. Min ven kender mig så godt, så han ikke var den mindste smule overrasket. Det var mere alle kontordamerne, som ikke havde mødt mig før, og vist ikke helt forstod, hvad sådan en åndsbolle skulle inde hos deres fine chef. De så helt lettede ud, da jeg endelig forlod etablisimentet igen.

De har nuppet cyklen en gang tidligere, men her havde sønnike glemt at låse den, og jeg nåede at gribe de unge mænd på fersk gerning. Jeg skulle nok have råbt lidt højere, da jeg dengang fandt dem med cyklen. For lige siden den dag, har de skulet ondt til mig, og benyttet mere eller mindre kvindenedgørende superlativer om mig og min person, når jeg kom ned for at hente børn i SFO’en. Ubehageligt, men ikke mere, end at jeg kunne ryste på hovedet af dem. Nu har de så stjålet cyklen en gang til. Denne gang var den forsvarligt låst, og den er pist borte. Forsikringen dækker ikke cyklen, så vi må selv ud og punge ud.

Ikke nok med det, så har vi nu også i flere dage været nødt til at tage bussen ned til skolen. Hvor man på cykel får pulsen op, frisk luft i lungerne og godt humør, skal man som buspassager vade hele vejen til stoppestedet, vente utålmodigt, og så ind i bussen, hvor man skal dele åndedrætsudluftning og kropsligt nærvær med en stor flok morgensure danskere. For slet ikke at tale om buschaufførerne. De er godt nok stride. Står der mon i Movias kontrakter, at buschauffører SKAL være møgsure, og uddele skideballer mindst en gang i timen? Eller er det bare et indbygget instinkt, som buschauffører er født med? Indrømmet: Nogle gange møder man sjove og søde buschauffører, men de er godt nok en minirotitsgruppe hos Movia. Ham der kørte med os i morges, hørte i hvert fald ikke til den gruppe. Vores busser kører temmelig tit, så vi følger ikke en busplan slavisk. Vi går bare hen til bussen, når det er ved at være tid, og håber på en bus.

I morges kom der to busser, netop som vi skulle krydse en stor vej over til stoppestedet. Den første bus kunne vi ikke nå, men den næste kunne vi godt indhente, hvis vi løb. Så det gjorde vi. Vi så os for, ventede til der blev grønt lys, og alt det der, og heldigvis ventede den flinke buschauffør. Jeg var derfor lutter smil, da ungerne og jeg kastede os ind i bussen. -Ih, altså! Tak skal du have, sagde jeg forpustet og hev klippekortet frem. Chaufførens sure fjæs undrede mig en smule. -Ja, men det er sgu’ ikke videre pædagogisk, at lade børnene løbe efter bussen, vel, svarede han rigtig, rigtig surt. -Nej, svarede jeg lige så surt, klippede kortet, og gik ned i bussen, hvor der sad endnu flere morgensure mennesker. Hold da op, hvor blev min morgen ødelagt af sådan et surt fjols. Jeg tvivler på, han har en hujende høstfis forstand på pædagogik, og ville ønske jeg havde haft et lidt mere velplaceret svar på tiltale til ham. Jeg blev simpelthen så overrasket over hans surhed, når han nu havde været så sød at vente på os. Hvis han ikke havde holdt og ventet, ville vi jo heller ikke være løbet efter bussen. Hvis vi ikke var løbet, ville han vel heller ikke have ventet.

Jeg glæder mig til at få sønnen tilbage på cyklen, så vi kan undgå denne lidet attraktive del af et ellers velfungerende system for offentlig transport.

Når jeg nu studerer disse personager, har det undret mig, at mandeben får en meget pænere facon end kvindeben, når de bliver trænet godt og grundigt. Kvindeben bliver kun rundere om læggen, mens mandeben bliver skaptskårne, og får tydelige muskler. Det samme med bagdelene. Kvinderne forbliver runde og bløde at se på, mens mændene i langt højere grad får baller af stål.

Så forresten, at Lance Armstrong kommer til København i nærmeste fremtid. Jeg har spurgt arrangøren, om jeg må komme forbi og klappe Lance i bagdelen, men har ikke fået svar på min forespørgsel endnu. Jeg ville naturligvis klappe af lutter cykelinformative årsager. Tjekke, om sådan en gennemcyklet bagdel virkelig er så fast og smækker, som den ser ud, eller det hele skyldes belægningen i cykelshorts’ne.

Nå, men det var benene jeg kom fra. Jeg har nemlig også bemærket, at de skrappe cyklister så godt som altid har hårfri ben. Ikke mindst de hårløse mandeben, har jeg bidt mærke i. Jeg går ud fra, at mændene med vilje fjerner hårene fra deres ben, og at der ikke er tale om hormonforstyrrende årsager. Vi kvinder render jo altid rundt og lader som om, at vi simpelthen er født uden kropsbehåring af ret megen art. Til de mænd som vælger at barbere deres ben, eller de som måtte kende svaret, vil jeg gerne lige spørge, om det virkelig gør så stor en forskel, om der er hår på benene eller ej. Personligt kan jeg godt gennemskue, at musklerne fremtræder tydeligere på et hårfrit end et behåret ben. Jeg kan dog ikke i min vildeste fantasti forestille mig, at disse motionscyklister fjerner hårpragten udelukkende af kosmetiske hårsager … ups! … årsager. Kan nogen hjælpe med en forklaring? Er det for at mindske vindmodstanden, eller er behårede lårmuskler og stramme lycra cykelshorts ikke nogen god cocktail? Måske jeg skulle smutte forbi og spørge Lance, når han nu alligevel er i byen. Mon ikke også han barberer?

Sagen var i alt sin enkelthed den, som de fleste danskere - takket være et stort medieshow! – vist har opdaget, at den amerikanske ambassadør i Danmark, James Cain, har stået bag en del cykelture i Danmark. Hans campagne hedder: ReDiscovery Bike Tour, og går i alt sin enkelthed ud på, at han cykler rundt og besøger en masse relevante steder i Danmark. I går gik turen rundt på Bornholm. Jeg var tilfældigvis på øen i andet anliggende, og fik lov til at komme med. Det var derfor jeg fik medaljen; af ambassadøren, vel at mærke.

Det var en mærkelig oplevelse, hvor det et eller andet sted handlede lige så meget om at få mediedækning, som om at cykle. Jeg var jo ikke så interessant rent mediemæssigt, så jeg fik lov til at cykle i fred. Det vil sige helt i fred var jeg ikke, for bedst som jeg kæmpede mig op ad en af de bornholmske killerbakker, med tungen hængende ud ad mundvigen, og snotten dryppende i strimler fra næsen, blev jeg langsomt overhalet af en tv-2vogn, med en kameramand med mig i søgeren, hængende ud ad sidedøren. Helt ærligt! Det var som at blive filmet i aktiv tjeneste på et toilet.

Ellers kan jeg sige om Bornholm, at det godt nok er et dejligt cykelland; ja, altså lige bortset fra den usædvanligt store del af bakkerne, som går opad. 72% vil jeg tro det er…. Så kan man selvfølgelig altid komme og påstå, og det gør jeg faktisk, at der ikke er noget så udfordrende for en cyklist, som at komme op ad sådan en stor stejl bakke. Man sætter bevidst ikke farten ned, når man kører op ad bakke. Man tramper så sveden springer, så man kan få den skide bakke overstået. Når man når toppen, kan man så give sig selv en guldstjerne i cykel-logbogen, og føle sig yderst godt tilpas. Derfor nød jeg faktisk de bornholmske bakker; også selv om det måske ikke så sådan ud. Ikke engang på tv2. Jeg tror forresten mine anstrengelser røg i kassen med fejlklip.

Der var flere bornholmske spidser med på turen. De vil gerne have at flere unge børnefamilier flytter over til deres ø. Det kan jeg godt forstå, selv om jeg til gengæld ikke kan forstå, at der ikke er mange flere som så gør det. Ikke kun fordi øen er smuk og har masser af frisk luft, men fordi den også har en masse faciliteter til børnefamilierne. Gode skoler, gode cykelstier i byerne, et super gymnasium i Rønne – jeg cyklede sammen med nogle af de unge mennesker derfra. Hej Bjørn! – gode butikker, og så en hulens masse søde og dejlige bornholmere. Det var et rart sted at være, og havde jeg levet et andet liv, ville jeg helt sikkert flytte mig selv om min familie derover. Der er god plads til at få ro i sjælden.

Men bortset fra det, så var jeg jo kommet langt væk hjemmefra, og havde derfor ikke fået min kære blå cykel med. Jeg måtte altså ud og købe mig til en tohjulet partner. Grundet rygter om de ubeskrivelige bakker på Bornholm, besluttede jeg at investere i en 21-gears mountain bike. Til låns, altså. Kæææft, for en gyngestol. Den var sjov at prøve, og især på stierne i skovene, men ikke nær så god som den gamle blå, når det kom til vejene. Jeg har stadig ikke fattet fordelen ved 21 gear. Jeg brugte stadig kun tre af slagsen, præcist som jeg gør på den blå. Endelig investerede jeg også i et par af de hersens cykelshorts, som jeg vist nok har hånet en anelse her på siden. Alt kritik er hermed trukket tilbage. Min bagdel nød de nye shorts. Mine lår led til gengæld grumt på grund af alle de syninger der er på indersiden. Jeg havde rent faktisk vabler på indersiden af lårene efter cykelturen, og uanset hvilke pikante vittigheder og tanker det kan lede folk på, så var det hverken pikant eller morsomt. Det gjorde bare ondt. Min stolthed blev også en sule krænket, da jeg så mig selv i profil i outfittet – jeg havde også købet en cykeltrøje! – Min bagdel var hverken stram eller smækker. Jeg lignede en to-årig fra en Pamers Goodnight reklame; INDEN mor har skiftet bleen…Som sagt var min bagdel glad for fornyelsen.

Så blev det jo også tid til medaljeoverrækkelsen. For at den opmærksomme læser ikke skal få alt for store forhåbninger om min cykelpræstationer, skal det for god ordens skyld nok lige tilføjes, at alle som var i kontakt med ambassadøren på cykelturen, fik en medalje stukket i næven, når han sagde pænt farvel. Jeg fik dog også et kys på kinden, og DET var det bestemt ikke alle deltagerne som fik.

Ambassadøren har forresten beskrevet turen nærmere på sin blog, så interesserede kan kigge nærmere her. I skrivende stund er hans beskrivelser ikke blevet offentligjort endnu, men jeg har set ham ved den bærbare på færgen hjem fra Bornholm, så der skal nok komme noget før eller siden: