Mon ikke der er en og anden, som har gået rundt og troet, at jeg slet ikke overlevede det store familiecykelløb for snart flere uger siden? Lad mig straks skynde mig at gøre opmærksom på, at hele holdet ikke bare overlevede, vi gennemførtse skam også i flot stil. Når jeg først får taget mig sammen til at skrive om det nu, skyldes det ikke de voldsomme cykelanstrengelser, men alt muligt andet gøgl, som har gjort min hverdag en smule besværlig.

Tilbage til løbet: Det var faktisk skide skægt!

Vi tog toget fra København tidligt lørdag morgen, og mødte min far og hans veninde ved havnen i Køge. Der var proppet med cyklister. Alle familierutedeltagerne var ved at gøre klar. Tidligere på morgenen var de skrappe ryttere fra Sjælland Rundt og Familieløbet drønet afsted, og nu var det så familiernes tur…eller tour!

Man får stor respekt - større! - for de ryttere, som kører Tour de France i disse dage, når man selv oplever, hvor trangt der er på en cykelsti, når tyve ryttere skal afsted på samme tid. Vi havde jo ikke engang fart på, men man får en ide om, hvorfor det kan gå galt, og hvor galt det ofte går, når der pludselig er en af mange, som vælter i svinget. Vejret var gråt og støvregnende, men det var faktisk helt passende. Der var nemlig stort set ingen vind, og så var det forresten helt lunt.

Jeg har cyklet 70 km på en dag før, men havde et eller andet sted forventet, at vi skulle kæmpe os igennem kilometerne denne dag. Min far - som vel at mærke bliver 75 næste gang! - var i fin form. Han og veninden havde smugtrænet på de vestsjællandske landeveje op til løbet, og de smilede hele vejen. Som jeg tidligere har skrevet, så er min far jo gammel landevejsrytter. Det var ham med faklen. Cykelløbet her var alligevel første gang jeg cyklede sammen med min far, og derfor også første gang at jeg kunne se, at han faktisk har en hel del god teknik, den gamle. F.eks kørte jeg foran gruppen på et tidspunkt, da vi blev overhalet af en gruppe supercyklister fra Sjælland på Tværs, som havde meget travlt med at komme til målet i Køge. Jeg hørte den metalliske kædetikken, da de kom udenom, og så også til min store overraskelse, at min far dælme havde hægtet sig på. Han drønede afsted sammen med de unge lycrarumpetter på deres superracere. En lille kilometer, så lod han dem køre selv. -Det er jo kun for sjov det her, sagde min far, da jeg fik indhentet ham.

Det var en hyggelig tur, hvor vi fik snakket og grinet. Hele ruten var lagt i landlige omgivelser, med små hyggelige landsbyer og bølgende marker, og det var så smukt og sommerligt. På grund af støvregnen duftede alle blomster ekstra kraftigt og dejligt, og det blev til en næsten euforiserende oplevelse. Der var to depoter på ruten. Det første efter 25 km var hårdt tiltrængt. Vores ældste dreng var en smule træt, og mente, at han havde kraftigt brug for den leverståhejs-klapsammen og det saftevand, som depotet udleverede. Det viste sig også at virke efter hensigten; han fik smilet og energien tilbage. Jeg tror nu også det er længe siden, at jeg har nydt en leverpostejsmad så meget. Min far mødte sin bekendte Hans ved depotet. Hans er blind, og var derfor afsted på tandem sammen med sin makker. Han nød turen mindst lige så meget som os, men jeg er så ikke helt sikker på, om ikke det var makkeren, som trak det hårdeste læs.

Da vi kom til det næste depot blev vi voldsomt overraskede. Der var 19 kilometer tilbage. Vi kunne slet ikke forstå, at vi allerede var ved at være færdige. 19 km er a piece of cake, når man har haft 69 km foran sig fra begyndelsen. Vi overvejede, om vi kunne snuppe en runde mere. Målet var at komme under 4 timer. Ikke meget at prale af; men et mål… Jeg vil ikke sige at vi spurtede, men vi satte farten en smule op. Nu var vi der jo næsten. Næsten … viste sig at være en lidt hurtig påstand.

I alle de år jeg har kørt på min blå VERTONcykel ( Vi har fjernet E’et for at gøre den mere usædvanlig...), har den aldrig svigtet mig. Bortset fra et par enkelte kædeafhopninger, så har den altid være kørbar. Den har godt nok fået lov til at køre en hel del mere på det sidste, og jeg har muligvis ikke været så god til at holde øje med den, som jeg burde. Har ikke fået renset og smurt kæden, og heller ikke holdt helt øje med slidbanerne på dækkene. Jeg har nok taget dens høje kvalitet som en selvfølge, og det skal en cyklist jo aldrig gøre. Slet ikke, hvis cyklen er en ældre størrelse på mere end ti somre.

Det var derfor heller ikke helt urimeligt, men alligevel en smule overraskende, da jeg kort før Køge fik en fornemmelse af, at der var noget galt med Verton’en. Jeg mente fordækket var punkteret, men min far synes det så fint ud. 500 meter mere, og så måtte jeg stoppe. Fordækket var helt fladt. Heldigvis er min mand en ferm cykelmekaniker, så han fik slangen skiftet på noget nær ti minutter, og så kunne vi trille videre. 10-km-til-mål-skiltet stod umiddelbart efter i vejsiden, og så fik vi fart på. Altså ikke Tour-lignende hastigheder, men vi trampede til i pedalerne. Vi kunne lugte fadøllerne og pølserne på havnen i Køge, og trængte vel også til at få rumpetterne ud af sadlerne.

Det var en smule bøvlet det sidste stykke ind gennem byen, hvor vi jo var en hulens masse cyklister, som skulle dele vej med alle bilerne. Lyskryds blev til lettere kaos, men bilisterne viste sig fra deres mest forstående side.

Så var vi der. MÅL. Vores navne blev annonceret fra højttalervognen. Skægt … især fordi vores efternavne blev udtalt som en russisk halssygdom. 4 timer og ti minutter. Vi kunne naturligvis ærgre os en smule over punkteringen, eller de lidt for lange pauser ved depoterne, men vi var allermest bare-glade. På den anden side har vi nu også fået et nyt mål. Næste år SKAL vi under 4 timer … måske 3.30. Fadøl og frankfurtere med brød, sennep og ketchup, har sjældent smagt så godt.

Vi blev forresten foreviget af fotografen på målstregen, og jeg skal nok lægge et billede ind af Hennings Hold lige så snart jeg får det.

Tænk, jeg er smadder stresset. Det er jo i morgen det store cykelløb Familieruten løber af staben, og jeg er jo en del af familien.

Alle de andre i familen - altså den del af min familie, som skal være med - er kolde som brøndgraveres bagdele, men jeg har altså stress. Måske fordi jeg er blevet pumpet med et stykke arbejde de sidste ti dage, hvor det så viser sig, at jeg har spildt mine evner på fis i en hornlygte. Det hele blev aflyst i dag. Den slags bliver man lidt træt af oppe i knolden. I morgen er det da i det mindste mest den anden ende, som skal presses.

Så jeg er altså sådan lidt øv og neglebidende, og ved da godt, at jeg ikke har spor grund til det. Jo, en del af bekymringerne skyldes også, at jeg, på grund af det hersens arbejde, ikke har fået taget mig sammen til at cykle. Det har også været dårligt vejr og … ja, døden skal vel have en årsag. Jeg er i hvert fald på ingen måde i form. Min bror har brækket hoften under en rundboldkamp, og selv om det nok kan lyde lidt komisk, så er der ikke ret meget at grine af. Min bror griner i hvert fald ikke ret meget. Så ham har jeg jo også brugt tid på at besøge. Kors, hvor jeg dog er fuld af dårlige undskyldninger. Jeg har virkelig set frem til det her løb. Glæder mig også, og måske er det i virkeligheden derfor jeg føler mig stresset: Jeg glæder mig simpelthen!

Nok for nu. Jeg skal se at komme i seng, og så håber jeg på mentalt opbakkende tanker fra samtlige læsere - alle 4! - i morgen fra omkring klokken 9.28 og nogle timer fremad. 70 km.

Godnat!

Det er i dag gået op for mig, at der rent faktisk er dage, hvor en smart sportsvogn med taget nede, ville være mere praktisk, end en gammel blå cykel i modvind.

En god gammel ven havde inviteret på frokost i dag. Nej, ikke bare en ‘god gammel ven’, sådan en rigtig god gammel ven, som man ser alt for lidt til, og alligevel føler sig dybt og inderligt knyttet til. Han arbejder i et fint hus, så jeg havde taget det pænere outfit på i dag. Faktisk var det ikke så pænt, som det nok burde have været, men efter at have forsøgt mig med den småkorte, letopblæselige nederdel, blev jeg enig med mig selv om, at et par bukser nok var lidt mere praktiske. Anstændige endda, sådan set med cyklistøjne. Jeg skulle jo naturligvis cykle de 9 km ind til byen. Jeg tog så også lige en ‘bluse’ - i modsætning til min sædvanlige bomulds tshirt! - på. Sådan en nedringet, florlet tingest, som jeg mente var både passende og tækkelig. Det var den også … i hvert fald indtil jeg lænede mig fremover på cyklen, og susede ind mod byen. Det var her det gik op for mig, at løstsiddende, florlette bluser ikke egner sig til cykelsport; i hvert fald ikke hvis de er nedringede. Af hensyn til eventuelle følsomme læsere her på bloggen, skal jeg spare jer for de kommentarer jeg fik undervejs. Det er nemlig svært at cykle hujende hurtigt, og samtidig holde op i udskæringen med den ene hånd. Næste problem var det florlette materiale blusen er lavet af. Når man - jeg! - cykler, sveder man, og når man er iført tyndt stof, tager det sådan ca. 34 sekunder, før det florlette bliver klamt og svedskjoldet, og klistrer sig til ens krop i stort set gennemsigtig tilstand. Lækkert. Jeg forsøgte ganske vist at trække ud i blusen, så den kunne blæse sig tør igen. Det gik ikke helt godt, for det var lidt hedt, og jeg var natudligvis - som altid! - en smule sent på den.

Resultatet blev, at jeg, da jeg nåede frem til min gode gamle ven, fremstod som en rødhovedet, forpustet, svedklam størrelse med cykelhjelmsflad frisure. Min ven kender mig så godt, så han ikke var den mindste smule overrasket. Det var mere alle kontordamerne, som ikke havde mødt mig før, og vist ikke helt forstod, hvad sådan en åndsbolle skulle inde hos deres fine chef. De så helt lettede ud, da jeg endelig forlod etablisimentet igen.

Min søns cykel er blevet stjålet. Udover, at jeg er edderrasende over, at nogen kan være så stupide, at stjæle en anden persons cykel, gør det mig endnu mere ked af det, at min lille dreng har mistet sin tro følgesvend. -Man stjæler sgu’ da ikke børnecykler, som min søns spejderleder sagde, da hun hørte om det. Cyklen blev stjålet fra hans SFO, og jeg har en grum mistanke om, hvem det er, som har gjort det. Der er tale om en gruppe drenge, som er yderst seje, og deres unge alder til trods, store nok til at ryge cigaretter foran deres ungdomsklub. Åbentbart også store nok til at stæle en cykel, som de vil se dybt latterlige ud på, fordi den er alt for lille til dem.

De har nuppet cyklen en gang tidligere, men her havde sønnike glemt at låse den, og jeg nåede at gribe de unge mænd på fersk gerning. Jeg skulle nok have råbt lidt højere, da jeg dengang fandt dem med cyklen. For lige siden den dag, har de skulet ondt til mig, og benyttet mere eller mindre kvindenedgørende superlativer om mig og min person, når jeg kom ned for at hente børn i SFO’en. Ubehageligt, men ikke mere, end at jeg kunne ryste på hovedet af dem. Nu har de så stjålet cyklen en gang til. Denne gang var den forsvarligt låst, og den er pist borte. Forsikringen dækker ikke cyklen, så vi må selv ud og punge ud.

Ikke nok med det, så har vi nu også i flere dage været nødt til at tage bussen ned til skolen. Hvor man på cykel får pulsen op, frisk luft i lungerne og godt humør, skal man som buspassager vade hele vejen til stoppestedet, vente utålmodigt, og så ind i bussen, hvor man skal dele åndedrætsudluftning og kropsligt nærvær med en stor flok morgensure danskere. For slet ikke at tale om buschaufførerne. De er godt nok stride. Står der mon i Movias kontrakter, at buschauffører SKAL være møgsure, og uddele skideballer mindst en gang i timen? Eller er det bare et indbygget instinkt, som buschauffører er født med? Indrømmet: Nogle gange møder man sjove og søde buschauffører, men de er godt nok en minirotitsgruppe hos Movia. Ham der kørte med os i morges, hørte i hvert fald ikke til den gruppe. Vores busser kører temmelig tit, så vi følger ikke en busplan slavisk. Vi går bare hen til bussen, når det er ved at være tid, og håber på en bus.

I morges kom der to busser, netop som vi skulle krydse en stor vej over til stoppestedet. Den første bus kunne vi ikke nå, men den næste kunne vi godt indhente, hvis vi løb. Så det gjorde vi. Vi så os for, ventede til der blev grønt lys, og alt det der, og heldigvis ventede den flinke buschauffør. Jeg var derfor lutter smil, da ungerne og jeg kastede os ind i bussen. -Ih, altså! Tak skal du have, sagde jeg forpustet og hev klippekortet frem. Chaufførens sure fjæs undrede mig en smule. -Ja, men det er sgu’ ikke videre pædagogisk, at lade børnene løbe efter bussen, vel, svarede han rigtig, rigtig surt. -Nej, svarede jeg lige så surt, klippede kortet, og gik ned i bussen, hvor der sad endnu flere morgensure mennesker. Hold da op, hvor blev min morgen ødelagt af sådan et surt fjols. Jeg tvivler på, han har en hujende høstfis forstand på pædagogik, og ville ønske jeg havde haft et lidt mere velplaceret svar på tiltale til ham. Jeg blev simpelthen så overrasket over hans surhed, når han nu havde været så sød at vente på os. Hvis han ikke havde holdt og ventet, ville vi jo heller ikke være løbet efter bussen. Hvis vi ikke var løbet, ville han vel heller ikke have ventet.

Jeg glæder mig til at få sønnen tilbage på cyklen, så vi kan undgå denne lidet attraktive del af et ellers velfungerende system for offentlig transport.

Når man nu cykler noget nær den samme rute hver dag, så forsøger man naturligvis altid at få øje på noget nyt i landskabet. Nogle af nyhederne vil altid være de personer man møder på turen, og hvordan de nu tager sig ud på cyklen. I hvert fald så længe der er tale om cyklister. Dem har jeg jo så, af naturlige årsager, en større interesse i. Når man møder andre cyklister, vil det ofte være deres bagdel og deres ben man lægger mest mærke til. I særdeleshed, hvis der er tale om de her superræsende cyklister, som bøjer sig ind over cykelstyret, for at få så meget fart på cyklen som muligt, og derfor også overhaler de mere afslappede typer; som f.eks cykelmyggen. Nogle af dem kan man i farten mistænke for, kun at bestå af ben og bagdele.

Når jeg nu studerer disse personager, har det undret mig, at mandeben får en meget pænere facon end kvindeben, når de bliver trænet godt og grundigt. Kvindeben bliver kun rundere om læggen, mens mandeben bliver skaptskårne, og får tydelige muskler. Det samme med bagdelene. Kvinderne forbliver runde og bløde at se på, mens mændene i langt højere grad får baller af stål.

Så forresten, at Lance Armstrong kommer til København i nærmeste fremtid. Jeg har spurgt arrangøren, om jeg må komme forbi og klappe Lance i bagdelen, men har ikke fået svar på min forespørgsel endnu. Jeg ville naturligvis klappe af lutter cykelinformative årsager. Tjekke, om sådan en gennemcyklet bagdel virkelig er så fast og smækker, som den ser ud, eller det hele skyldes belægningen i cykelshorts’ne.

Nå, men det var benene jeg kom fra. Jeg har nemlig også bemærket, at de skrappe cyklister så godt som altid har hårfri ben. Ikke mindst de hårløse mandeben, har jeg bidt mærke i. Jeg går ud fra, at mændene med vilje fjerner hårene fra deres ben, og at der ikke er tale om hormonforstyrrende årsager. Vi kvinder render jo altid rundt og lader som om, at vi simpelthen er født uden kropsbehåring af ret megen art. Til de mænd som vælger at barbere deres ben, eller de som måtte kende svaret, vil jeg gerne lige spørge, om det virkelig gør så stor en forskel, om der er hår på benene eller ej. Personligt kan jeg godt gennemskue, at musklerne fremtræder tydeligere på et hårfrit end et behåret ben. Jeg kan dog ikke i min vildeste fantasti forestille mig, at disse motionscyklister fjerner hårpragten udelukkende af kosmetiske hårsager … ups! … årsager. Kan nogen hjælpe med en forklaring? Er det for at mindske vindmodstanden, eller er behårede lårmuskler og stramme lycra cykelshorts ikke nogen god cocktail? Måske jeg skulle smutte forbi og spørge Lance, når han nu alligevel er i byen. Mon ikke også han barberer?

Ja, så var der langt om længe en som fik øjnene op for mit ubeskrivelige cykeltalent, og gav mig en medalje for min indsats. Det var faktisk ikke engang nogen særlig lang cykeltur; men særlig var den nu alligevel.

Sagen var i alt sin enkelthed den, som de fleste danskere - takket være et stort medieshow! - vist har opdaget, at den amerikanske ambassadør i Danmark, James Cain, har stået bag en del cykelture i Danmark. Hans campagne hedder: ReDiscovery Bike Tour, og går i alt sin enkelthed ud på, at han cykler rundt og besøger en masse relevante steder i Danmark. I går gik turen rundt på Bornholm. Jeg var tilfældigvis på øen i andet anliggende, og fik lov til at komme med. Det var derfor jeg fik medaljen; af ambassadøren, vel at mærke.

Det var en mærkelig oplevelse, hvor det et eller andet sted handlede lige så meget om at få mediedækning, som om at cykle. Jeg var jo ikke så interessant rent mediemæssigt, så jeg fik lov til at cykle i fred. Det vil sige helt i fred var jeg ikke, for bedst som jeg kæmpede mig op ad en af de bornholmske killerbakker, med tungen hængende ud ad mundvigen, og snotten dryppende i strimler fra næsen, blev jeg langsomt overhalet af en tv-2vogn, med en kameramand med mig i søgeren, hængende ud ad sidedøren. Helt ærligt! Det var som at blive filmet i aktiv tjeneste på et toilet.

Ellers kan jeg sige om Bornholm, at det godt nok er et dejligt cykelland; ja, altså lige bortset fra den usædvanligt store del af bakkerne, som går opad. 72% vil jeg tro det er…. Så kan man selvfølgelig altid komme og påstå, og det gør jeg faktisk, at der ikke er noget så udfordrende for en cyklist, som at komme op ad sådan en stor stejl bakke. Man sætter bevidst ikke farten ned, når man kører op ad bakke. Man tramper så sveden springer, så man kan få den skide bakke overstået. Når man når toppen, kan man så give sig selv en guldstjerne i cykel-logbogen, og føle sig yderst godt tilpas. Derfor nød jeg faktisk de bornholmske bakker; også selv om det måske ikke så sådan ud. Ikke engang på tv2. Jeg tror forresten mine anstrengelser røg i kassen med fejlklip.

Der var flere bornholmske spidser med på turen. De vil gerne have at flere unge børnefamilier flytter over til deres ø. Det kan jeg godt forstå, selv om jeg til gengæld ikke kan forstå, at der ikke er mange flere som så gør det. Ikke kun fordi øen er smuk og har masser af frisk luft, men fordi den også har en masse faciliteter til børnefamilierne. Gode skoler, gode cykelstier i byerne, et super gymnasium i Rønne - jeg cyklede sammen med nogle af de unge mennesker derfra. Hej Bjørn! - gode butikker, og så en hulens masse søde og dejlige bornholmere. Det var et rart sted at være, og havde jeg levet et andet liv, ville jeg helt sikkert flytte mig selv om min familie derover. Der er god plads til at få ro i sjælden.

Men bortset fra det, så var jeg jo kommet langt væk hjemmefra, og havde derfor ikke fået min kære blå cykel med. Jeg måtte altså ud og købe mig til en tohjulet partner. Grundet rygter om de ubeskrivelige bakker på Bornholm, besluttede jeg at investere i en 21-gears mountain bike. Til låns, altså. Kæææft, for en gyngestol. Den var sjov at prøve, og især på stierne i skovene, men ikke nær så god som den gamle blå, når det kom til vejene. Jeg har stadig ikke fattet fordelen ved 21 gear. Jeg brugte stadig kun tre af slagsen, præcist som jeg gør på den blå. Endelig investerede jeg også i et par af de hersens cykelshorts, som jeg vist nok har hånet en anelse her på siden. Alt kritik er hermed trukket tilbage. Min bagdel nød de nye shorts. Mine lår led til gengæld grumt på grund af alle de syninger der er på indersiden. Jeg havde rent faktisk vabler på indersiden af lårene efter cykelturen, og uanset hvilke pikante vittigheder og tanker det kan lede folk på, så var det hverken pikant eller morsomt. Det gjorde bare ondt. Min stolthed blev også en sule krænket, da jeg så mig selv i profil i outfittet - jeg havde også købet en cykeltrøje! - Min bagdel var hverken stram eller smækker. Jeg lignede en to-årig fra en Pamers Goodnight reklame; INDEN mor har skiftet bleen…Som sagt var min bagdel glad for fornyelsen.

Så blev det jo også tid til medaljeoverrækkelsen. For at den opmærksomme læser ikke skal få alt for store forhåbninger om min cykelpræstationer, skal det for god ordens skyld nok lige tilføjes, at alle som var i kontakt med ambassadøren på cykelturen, fik en medalje stukket i næven, når han sagde pænt farvel. Jeg fik dog også et kys på kinden, og DET var det bestemt ikke alle deltagerne som fik.

Ambassadøren har forresten beskrevet turen nærmere på sin blog, så interesserede kan kigge nærmere her. I skrivende stund er hans beskrivelser ikke blevet offentligjort endnu, men jeg har set ham ved den bærbare på færgen hjem fra Bornholm, så der skal nok komme noget før eller siden:

Hvor smiler fager den danske kyst
og breder favnen, når solklar bølge
og sommerskyer og skib med lyst
står sundet ind i hinandens følge,
og Kronborg luder
ved Sjællands port
mod hvide skuder –
hvor lyst! Hvor stort!

Jeg er så smadret, så jeg stort set ikke kan trykkes på tasterne. Jeg cyklede fra Hellerup til Helsingør i dag … og tilbage igen. 79,04 km. For en gangs skyld gjorde det nas, og jeg fik forståelsen for, hvad man mener, når man siger, at man har bly i fødderne. Da jeg nærmede mig Gentofte Sø, havde jeg i hvert fald bly i både fødder, arme og lår. Dejlig rygvind på udvejen, og kølig kuling i forkert retning på hjemvejen.

Men sikken da en tur. Så smuk som kun en sommerdag ved Øresund kan være det. Jeg oplever så meget på mine cykellture, og har naturligvis glemt det meste af det - bortset fra blyklumperne i kroppen! - når jeg endelig er hjemme igen.

Skarver som lufttørrer vingerne på en sten i standkanten; pensionister i morgenkåber med saltvandsvådt hår på Strandvejen; Kronborg; bladlus; nyfødte føl, som tumler rundt på markerne; duften af hav; frokost på en venlig lille ved navn Cafe Vitus; masser af andre cyklister i mere eller mindre god form; vejarbejde, som blokerer cykelstien med cykelhjulsfjendtlige jernplader; store bakker i op- eller nedadgående retning; en rød hankat ved navn TIger, som er blevet væk fra sit hjem i Rungsted; en mand i Gentofte, som tilbyder at fælde træer for 100 kroner i timen.

Det er ikke de store småting, sådan en cykeltur mangler.

]]> http://cykelmyggen.wordpress.com/2008/05/15/hvor-smiler-fager-den-danske-kyst/feed/ cykelmyggen http://cykelmyggen.wordpress.com/2008/05/06/rent-bl%c3%a6r/ http://cykelmyggen.wordpress.com/2008/05/06/rent-bl%c3%a6r/#comments Tue, 06 May 2008 16:45:02 +0000 cykelmyggen http://cykelmyggen.wordpress.com/?p=38

Jeg cyklede 60 km på min gamle blå cykel i dag. Nivå-retur. Dyrehaven er så sjov at cykle i, at det dårligt kan kaldes motion. Af en eller anden grund, så er det mest min venstre albue og min højre fod, som er blevet ømme af turen. Spørg ikke hvilken form for cykelteknik det skyldes.

Jeg har tænkt lidt over det med cykelklokker. I England, var det en gang på tale, at man muligvis ville gøre cykelklokker lovpligtige. Englænderne harcelerede. Det var på nippet til oprør. Så latterligt et forslag havde man sjældent hørt om. Hvem bruger dog cykelklokker? Ja, altså lige bortset fra små børn, som så også havde båthorn og pompom’er på deres støttehjulstilføjede cykletter. Jeg var naturligvis varm fortaler for cykelklokkerne, for jeg synes det er en meget vigtig del af cykelturen. I hvert fald så længe man kører på steder, hvor der findes andre cyklister. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det ville være, hvis jeg skulle ned ad Østerbrogade i myldretiden, uden min klokke. Så vidt jeg husker, så er cykelklokken fortsat ‘optional’ på en Engelsk cykel.

Dingeling!

Der er tydeligvis også danske cyklister, som på trods af at klokken her i landet ER lovpligtig, ikke helt har lært at bruge den. De råber hellere til den medtrafikant, hvis opmærksomhed de af den ene eller anden grund er nødt til at påkalde sig. ‘Flyt dig lidt, for Helvede’. ‘Pas lige lidt på, du’, eller det ofte benyttede og højt udråbte ‘Hallo, mand’, uanset om det er en mandlig eller kvindelig trafikant de henvender sig til.

Dingeling!

Når jeg bruger min klokke, så vil det som oftest være fordi jeg gerne gøre andre cyklister foran mig på cykelstien opmærksom på, at jeg altså kommer blæsende udenom dem lige om lidt. Det kan også være i forsøget på at få et par synkroncyklere - altså dem som altid kører i parvis, og finder det passende, at brede sig over hele cykelstien! - som man gerne vil have til at rykke deres formation lidt mere på langs. Endelig kan det også være for at afholde personer på fortorvet fra at træde ud på cykelstien, uden at se sig for. Den slags gør normalt begavede fodgængere naturligvis ikke, men alle de andre gør det tit og ofte. Min ringeklokke, er altså ikke ment som et provokerende indfald, men som en høflig gestus overfor andre trafikanter.

Dingeling!

Tilsvarende finder jeg det også møgirriterende, og næsten livsfarligt, hvis mine børn og jeg i den tætte mydlremorgentrafik bliver overhalet af en cyklist, og denne drøner forbi i mikroskobisk nærhed, uden lige at ringe med klokken. Vi skal på et sted cykle mellem fortorvet og en række parkerede biler, og her sker det ofte, at en eller anden stresset ‘voksen’ cyklist kommer og maser sig forbi. Ungerne bliver forskrækkede, og det gør jeg også. Vi vil meget gerne vise hensyn til de hurtigere cyklister, men vi har altså ikke øjne i nakken. Ring lige med klokken, inden du overhaler cyklende børn, tak!

Dingeling!

Det er sket, at nogle cyklister tager det som en personlig fornærmelse, når jeg klimter med klokken efter dem. Det kan f.eks være synkroncyklister, som oplyser, at ‘de Fandeme også har lov til at være på cykelstien’. Eller de stakkels langsomme cyklister, som tror jeg vil have dem til at sætte farten op, når jeg ringer. De vil ofte besvare min klimten med en sur brummen, mens de i øvrigt fortsætter med at køre langsomt … MIDT på cykelstien.

Cykelklokken, er en fornem måde at vise hensyn på cykelstierne på. Jeg er sikker på, at den ville fungere perfekt i det engelske cyklistmiljø, og at man i Danmark, af og til, godt kunne have brug for et tågehorn monteret på cyklen. I alt venlighed, naturligvis.

Jeg har været ude på sådan en rigtig fantastisk og absolut minderig cykeltur i dag. Ikke at der skete de store epokegørende ting undervejs, men fordi vejret var så pragtfuldt, og vinden på halvdelen af turen i den helt rigtige retning, følte jeg mig i dag gladere og rigere, udelukkende fordi jeg var cyklist.

Turen var ikke spor planlagt. Jo, jeg besluttede, efter at have ræset i skole med ungerne, at jeg jo lige kunne smutte en tur op ad Strandvejen. Og, ja, jeg kan straks fornemme den opmærksomme læsers ‘buen’ fra de billige rækker. ‘Uyyhh, Strandvejen. Hun tror nok hun er noget’. Det gør jeg altså ikke. JO, jeg er cykelmyggen, men jeg har på ingen måde røven fuld af penge, og ejer hverken minkpels eller tagløs Mercedes. Jeg er arbejdsløs cyklist, som tilfældigvis har mine børn på en afrakket, men yderst behagelig friskole på Østerbro, og DERFOR har jeg nem adgang til Strandvejen. Havde jeg tilfældigvis haft røven fuld af penge, og været en rigtig rich-bitch, ville jeg sådan set gerne stadigvæk behandles med respekt. Tjøp! Strandvejen er i øvrigt noget nær Danmarks bedste cykeloplevelse, når man altså slipper fri af hellerupfimsen. Den første del af Strandvejen og Kystvejen har en lækker bred cykelsti, og så triller man jo afsted lige ved siden af Øresund, med udsigt til sejlbåde og Sverige. I dag fik jeg oven i købet fornøjelsen af en helt nøgen mand på en badebro. Han vinkede venligt, mens han gned de blåfrosne baller varme med håndklædet og den anden hånd. Bølgerne SÅ faktisk også helt fristende ud i dag.

Så cyklede jeg ellers der. Afsted, på den lækre cykelsti, med Øresund og havduft, og skøn rygvind. Jeg ved ikke helt hvordan det skete, men jeg fik pludselig en ubeskrivelig lyst til at fortsætte til verdens ende. Nu havde jeg selvfølgelig også lige beskuet en forårsbaders af slagsen, men jeg var ikke lige klar over hvor verdens ende befandt sig på denne smukke dag. Jeg havde bare lyst til at cykle til der ikke var mere vej eller cykelsti. Jeg så et skilt som viste 32 km til Helsingør, og følte mig et øjeblik fristet. På den anden side, så har jeg set Kronborg og spist de store is, og det var ligesom noget andet jeg var ude efter i dag. De store strandvejsvillaer gav mig inspirationen til hvor mit mål skulle være: Rungstedlund. Jeg er ikke videre kendt i området, men fordi jeg er en stor Karen Blixenfan, besluttede jeg mig for, at cykle op og se hendes hus. Jeg anede ikke om jeg skulle køre 12 eller 27 kilometer, men det var også lige fedt, for det var dejligt vejr….

Jeg passerede mindst tre kommunegrænser på turen. Hvor er det bemærkelsesværdigt, så stor forskel der er på disse små nordsjællandske kommuner. I den ene kommune, jeg mener der var Rudersdal, holdt cykelstien f.eks helt op. Det var næsten engelske tilstande, hvor jeg havde 7 cm asfalt til min rådighed, og en hvid stribe til at beskytte mig mod de forbifarende bilister. Det var lidt irriterende, og jeg undrede mig over, hvorfor borgerne i Rudersdal ikke har brug for cykelsti. Så var det jeg begyndte at tælle de mange sorte biler med kalechen nede. Selvfølgelig! Med sådan en bil behøver man slet ikke cykle for at kunne nyde den friske luft og suset fra Øresund. Eftersom Gud, og alle de andre, har sådan en bil, er der naturligvis heller ikke behov for cykelsti langs med stranden. Så snart jeg passerede det næste kommuneskilt, og nåede Hørsholm kommune, vendte cykelstien tilbage. Undskyld til Rudersdal, hvis det slet ikke er dem der har klippet cykelstien af. Spøjst var det i hvert fald.

Endelig dukkede Rungsteds byskilt op. Nej, ikke helt endelig, for jeg cyklede stadig som en besat, og med lysten til at finde verdens ende. Et andet skilt oplyste, at Karen Blixen Museet lå længere nede ad vejen. Jeg glædede mig til at se museet, og håbede at der ville være en cafe eller lignende. I horisonten dukkede et stort skilt med Karens let genkendelige og smukke silhuet op. Jeg var der næsten. Det var også på tide, for min bagdel var efterhånden temmelig øm af anstrengelse, og jeg trængte til noget vædske. Karens hus. Der var det. Hurra!

…. og så kiggede jeg nærmere på silhuetskiltet, og læste åbningstiderne; eller snarere lukketiderne. Museet var nemlig stadig på vintertid, og havde derfor ikke åbent mandage og tirsdage. Uarrrrk! Det var tirsdag i dag.

Næste stop og verdens ende blev derfor ikke Rungstedlund, men en cafe på Rungsted Strandvej, hvor jeg kunne sidde i sådan en gammeldags strandstol med halvtag og nyde solen og udsigten over Øresund. På trods af det lukkede museum følte jeg mig dybt priviligeret, og min bagdel var helt taknemmelig for den bløde hynde på bænken. På cafeen konstaterede jeg også hvor langt væk hemmefra jeg var kommet, og at jeg måske ikke helt passede ind blandt det Rungstedske klientel. Cafeværten kiggede i hvert fald med lidet værdighed på mine bare ben, mine forvaskede shorts, og min lidt trætte træningstrøje. Ja, jeg ejer ikke et par vatterede Nike skide-smarte-og-skide-dyre shorts, og i øvrigt var det for godt vejr til minkpels. Han spurgte derfor sarkastisk, om jeg skulle have min bestilling som ‘take-away’. -Næh, jeg har tænkt mig at indtage mit måltid her, hvis det ikke gør noget, svarede med lige så stor sarkasme. Udover min påklædning, viste det sig så, at jeg heller ikke talte helt samme sprog som de indfødte. På menukortet stod der, at man kunne få ‘toast’. Nu har jeg jo altså tilfældigvis tilbragt ti år af mit liv i toastens hjemland, så jeg ved efterhånden en hel del om ristet brød. Jeg ved også godt, at en toast på en cafe, godt kan være noget andet end den udbrændte udgave af dårligt hvidt brød, man oftest udsættes for på hjemmefronten, men alligevel. Jeg bestilte hvad jeg troede var et lille mellemmåltid: ‘Toast med ost og skinke’, som jeg i min vestjællandske naivitet gik ud fra, ville være noget i omegnen af en Pariser toast. Stor var derfor min forbløffelse, da værten kort efter bragte mig en halv kilometer absolut uristet baguette med ost, skinke, salat, tomater, agurk, pesto og en klat sennep. Hillemænd! Jeg fik dog spist det hele, drukket mit vand og min cola, lyttet til de lokale damer, som drak te ved bordet ved siden af, og så måtte jeg afsted igen. Værten talte i mobilen da jeg forlod hans etablisiment, og kiggede direkte igennem mig, da jeg vinkede farvel. Måske man heller ikke vinker i Rungsted?

Av, sagde min bagdel, da jeg kom op på cyklen igen.

Vejen hjem gik via ‘Rute 9′, som på den lille del af ruten jeg benyttede, viste sig at være en fantastisk cykel/gangsti fra Rungsted til Klampenborg station. Ingen biler. Kun lidt S-tog, som drønede forbi med planmæssige mellemrum, og så ellers lutter bøgeskov og fuglesang. Ved Klampenborg station fortsatte jeg ind gennem Dyrehaven. Det var skægt. Hvor er der altså noget fnisende, begejstrende, og knitrende i maven barnligt, ved at suse ned at bakke for fuldt drøn, for bagefter at skulle klatre cyklen op ad bakken på den anden side. Hvor man tramper hårdt og inderligt, og skal have cyklen helt ned i første gear, og man har følelsen af, at cyklens fordæk er lige ved at slippe taget i skovstien. Det er frihed så det fløjter. Det var måske at overdrive en smule, men jeg kunne ikke lade være med at komme med et begejstret ‘wiiiieeeee’, når jeg gav cyklen frie tøjler ned ad bakkerne. Jeg mener bestemt jeg mødte Søren Østergård der i haven. Han gik tur med en lille hund. Jeg grinede stort. Ikke fordi jeg havde mødt Søren Østergård, men fordi jeg netop var kommet ned af en af de helt mavekrillende bakker. Hr Østergård så en smule forskrækket ud. Måske han troede jeg var en hysterisk fan. Måske det slet ikke var ham, og det var også ligefedt, for det var dejligt vejr.

Så er man pludselig hjemme igen. Det er nu også rart. Efter at have oplevet palæerne op og ned ad Strandvejen, ser husene her på vejen nærmest ud som afrakkede kolonihaver. Det gør nu ikke så meget. Vi har cykelstier i stor stil, og ret til at gå på cafe i det tøj som passer os.

Dagens resultat blev 43 km. Jeg er lidt stolt. Min bagdel forsøger på det kraftigste, at overtale mig til at købe sådan et par vatterede shorts. Jeg har set et par, og befamlet deres indlæg. De minder i mine øjne mest af alt om de der badeshorts, man kan få til babyer i svømmehallen, så babyerne ikke prutter fejltagelser ud i vandet. Måske min bagdel har ret. Den ER meget øm lige nu, og den skulle jo gerne slippe hel igennem cykelturen den 28. juni.