… stod der lige så høfligt, da jeg i dag loggede ind på min cykelblog. Det er dælme godt nok også lang tid siden, jeg har skrevet. Ikke nok med det; det er dælme også lang tid siden, jeg har haft rumpetten på en cykelsadel. Nej, der er ikke tale om dovenskab, men jeg bryder mig, som vist nok tidligere skrevet, ikke om at cykle i snevejr, og det har i den grad sneet denne vinter. Jeg har beundret de modige og brave cyklister, som uden tøven har kastet sig ud i alt slags vejr på den københavnske cykelstier. Ikke altid ubetinget forsvarligt, men modigt, det har det været. Selv har jeg haft fornøjelsen af min gamle bil eller offentlig transport. Sidstnævnte har faktisk også budt på mange groteske oplevelser, som jeg har overvejet at føre ind på siden her. Både de kedelige og de sjove, men et eller sted har tiden aldrig været til det, når jeg endelig fik fri om aftenen. En overfyldt bus og/eller et aflyst s-tog på en snetung eftermiddag, kan tære noget så gevaldigt på ens overskud.
Men nu skal der altså cykles igen. Vi har passeret den 1. april, og så skulle der ikke længere være fare for snevejr … og altså heller ingen ordentlig undskyldning for, at tage bilen. Det betyder derfor, at jeg, på tirsdag, når hverdagen efter Påske begynder igen, skal have det blå lyn trukket ud fra skuret. Jeg glæder mig voldsomt, for selv om det kan være noget så hyggeligt, at futte igennem København i sin opvarmede bil en tidlig morgen, så ved jeg også, at cykelturen vil give mig det ekstra spark af energi, som i bund og grund gør hverdagen lidt lettere. Endelig er der også blodtrykket og fedtflommerne på maven … altsammen vil have godt at de små 20 km cykeltur hver dag. På tirsdag går det løs. Jeg glæder mig.
