Ja, jo. Jeg ved ikke om jeg helt tør skrive, at Cykelmyggen er tilbage. Cykelmyggen har haft et meget spændende år, hvor det er blevet til en masse arbejde, men meget lidt cykling. Det har blandt meget andet ført med sig, at jeg har udviklet en hel del overflødige kilo, og tillagt mig tydelige fastmonterede cykelslanger rundt om taljen. Efterhånden som der er gået længere og længere imellem cykelturene, er det blevet sværere og sværere at komme afsted. På samme tid er formkurven gået fra rimelig god til temmelig dårlig, og så kan cykling være noget af en overvindelse. Men, men, men, i dag tog jeg mig sammen. Jeg har en del større og uforudsigelige sager i mit liv for tiden, og derfor vågnede jeg klokken 6 i morges. Sagerne blev tænkt igennem, og så besluttede jeg mig for, at i dag skulle bliive den store dag. I dag skulle den blå cykel ud af stalden igen. Klokken 8 var vi afsted, cyklen og jeg. Ok, det skal så indrømmes, at vejret var så smukt og solrigt i morges, så man skulle være en stor idiot, hvis man undlod at komme ud og nyde morgenen. Jeg var da heller ikke alene på turen, men havde selskab af utallige motionister på løbeben, en del svømmere i Øresund, og enkelte morgenmads-skovturs aktivister. Faktisk mødte jeg også en flok studenter som skulle ud og køre lastbil, men de så godt nok temmelig blege ud. Er der da ikke nogen som har belært dem om, at man altså ikke skal rystes rundt i en lastbil dagen efter man har holdt studentergilde.
Målet for morgenturen var endnu en gang Karens hus i Rungsted. Det var godt nok long time no seeing, men Karen var der stadig. Turen til Rungsted er min yndlings, fordi det er hele vejen op ad Strandvejen – en af Danmarks smukkeste cykelruter, efter min mening – og så hjem igennem skoven og ind gennem Dyrehaven. Jeg nyder turistturen ad Strandvejen, og får virkelig prøvet kræfterne af på bakkerne i Dyrehaven. Så altså en fantastisk tur, når man skal brænde kalorier og cykeldæk af.
På turen i dag traf jeg en medcyklist. Han havde åbentbart fulgt mig et stykke tid, og stoppede sammen med mig, da jeg holdt drikkepause ved Karens hus. Han var en af de der afhårede cyklister med lycrabagdele, og selv om jeg ikke er ekspert, kunne jeg da godt gennemskue, at det ikke var i Tigerbutikken han havde købt sit cykeludstyr. han spurgte hvor langt jeg havde cyklet og alt det der, som cylister kan tale om.
- Du kører ellers godt, hvorfor får du dig for fanden ikke en ordentlig cykel, sagde lycrabagdelen, og nikkede hen til mit blå lyn.
Jeg kunne have klappet ham en på hans toptunede cykelhjelm. Kunne han da ikke forstå, at når jeg lige præcis cykler så meget som jeg gør … øhm… gjorde…. så er det fordi, at jeg har verdens bedste skærveknuser. Jeg kan jo lide min cykel, og var det ikke fordi jeg føler mig så gidt tilpas i sadlen, som jeg gør, så ville jeg aldrig cykle længere end ned til bageren søndag morgen. Jeg prøvede at forklare det til lycrabagdelen, men han smilede bare overbærende, inden han satte sig op på sit nyere og dyrere cykellyn, og forsvandt i retning mod Vedbæk. Jeg ventede et øjeblik med at køre efter ham. Han skulle jo nødigt få mindreværdskomplekser, hvis han blev overhalet af en blå skærveknuser.
Hjemme igen har jeg konstateret, at livet aldrig er helt så slemt efter en cykeltur. Store tanker er blevet tænkt, tanker er blevet vendt, og i morgen er der atter en dag. Jeg skal saftsusemig se at få cyklet lidt mere.
