Mon ikke der er en og anden, som har gået rundt og troet, at jeg slet ikke overlevede det store familiecykelløb for snart flere uger siden? Lad mig straks skynde mig at gøre opmærksom på, at hele holdet ikke bare overlevede, vi gennemførtse skam også i flot stil. Når jeg først får taget mig sammen til at skrive om det nu, skyldes det ikke de voldsomme cykelanstrengelser, men alt muligt andet gøgl, som har gjort min hverdag en smule besværlig.
Tilbage til løbet: Det var faktisk skide skægt!
Vi tog toget fra København tidligt lørdag morgen, og mødte min far og hans veninde ved havnen i Køge. Der var proppet med cyklister. Alle familierutedeltagerne var ved at gøre klar. Tidligere på morgenen var de skrappe ryttere fra Sjælland Rundt og Familieløbet drønet afsted, og nu var det så familiernes tur…eller tour!
Man får stor respekt – større! – for de ryttere, som kører Tour de France i disse dage, når man selv oplever, hvor trangt der er på en cykelsti, når tyve ryttere skal afsted på samme tid. Vi havde jo ikke engang fart på, men man får en ide om, hvorfor det kan gå galt, og hvor galt det ofte går, når der pludselig er en af mange, som vælter i svinget. Vejret var gråt og støvregnende, men det var faktisk helt passende. Der var nemlig stort set ingen vind, og så var det forresten helt lunt.
Jeg har cyklet 70 km på en dag før, men havde et eller andet sted forventet, at vi skulle kæmpe os igennem kilometerne denne dag. Min far – som vel at mærke bliver 75 næste gang! – var i fin form. Han og veninden havde smugtrænet på de vestsjællandske landeveje op til løbet, og de smilede hele vejen. Som jeg tidligere har skrevet, så er min far jo gammel landevejsrytter. Det var ham med faklen. Cykelløbet her var alligevel første gang jeg cyklede sammen med min far, og derfor også første gang at jeg kunne se, at han faktisk har en hel del god teknik, den gamle. F.eks kørte jeg foran gruppen på et tidspunkt, da vi blev overhalet af en gruppe supercyklister fra Sjælland på Tværs, som havde meget travlt med at komme til målet i Køge. Jeg hørte den metalliske kædetikken, da de kom udenom, og så også til min store overraskelse, at min far dælme havde hægtet sig på. Han drønede afsted sammen med de unge lycrarumpetter på deres superracere. En lille kilometer, så lod han dem køre selv. -Det er jo kun for sjov det her, sagde min far, da jeg fik indhentet ham.
Det var en hyggelig tur, hvor vi fik snakket og grinet. Hele ruten var lagt i landlige omgivelser, med små hyggelige landsbyer og bølgende marker, og det var så smukt og sommerligt. På grund af støvregnen duftede alle blomster ekstra kraftigt og dejligt, og det blev til en næsten euforiserende oplevelse. Der var to depoter på ruten. Det første efter 25 km var hårdt tiltrængt. Vores ældste dreng var en smule træt, og mente, at han havde kraftigt brug for den leverståhejs-klapsammen og det saftevand, som depotet udleverede. Det viste sig også at virke efter hensigten; han fik smilet og energien tilbage. Jeg tror nu også det er længe siden, at jeg har nydt en leverpostejsmad så meget. Min far mødte sin bekendte Hans ved depotet. Hans er blind, og var derfor afsted på tandem sammen med sin makker. Han nød turen mindst lige så meget som os, men jeg er så ikke helt sikker på, om ikke det var makkeren, som trak det hårdeste læs.
Da vi kom til det næste depot blev vi voldsomt overraskede. Der var 19 kilometer tilbage. Vi kunne slet ikke forstå, at vi allerede var ved at være færdige. 19 km er a piece of cake, når man har haft 69 km foran sig fra begyndelsen. Vi overvejede, om vi kunne snuppe en runde mere. Målet var at komme under 4 timer. Ikke meget at prale af; men et mål… Jeg vil ikke sige at vi spurtede, men vi satte farten en smule op. Nu var vi der jo næsten. Næsten … viste sig at være en lidt hurtig påstand.
I alle de år jeg har kørt på min blå VERTONcykel ( Vi har fjernet E’et for at gøre den mere usædvanlig...), har den aldrig svigtet mig. Bortset fra et par enkelte kædeafhopninger, så har den altid være kørbar. Den har godt nok fået lov til at køre en hel del mere på det sidste, og jeg har muligvis ikke været så god til at holde øje med den, som jeg burde. Har ikke fået renset og smurt kæden, og heller ikke holdt helt øje med slidbanerne på dækkene. Jeg har nok taget dens høje kvalitet som en selvfølge, og det skal en cyklist jo aldrig gøre. Slet ikke, hvis cyklen er en ældre størrelse på mere end ti somre.
Det var derfor heller ikke helt urimeligt, men alligevel en smule overraskende, da jeg kort før Køge fik en fornemmelse af, at der var noget galt med Verton’en. Jeg mente fordækket var punkteret, men min far synes det så fint ud. 500 meter mere, og så måtte jeg stoppe. Fordækket var helt fladt. Heldigvis er min mand en ferm cykelmekaniker, så han fik slangen skiftet på noget nær ti minutter, og så kunne vi trille videre. 10-km-til-mål-skiltet stod umiddelbart efter i vejsiden, og så fik vi fart på. Altså ikke Tour-lignende hastigheder, men vi trampede til i pedalerne. Vi kunne lugte fadøllerne og pølserne på havnen i Køge, og trængte vel også til at få rumpetterne ud af sadlerne.
Det var en smule bøvlet det sidste stykke ind gennem byen, hvor vi jo var en hulens masse cyklister, som skulle dele vej med alle bilerne. Lyskryds blev til lettere kaos, men bilisterne viste sig fra deres mest forstående side.
Så var vi der. MÅL. Vores navne blev annonceret fra højttalervognen. Skægt … især fordi vores efternavne blev udtalt som en russisk halssygdom. 4 timer og ti minutter. Vi kunne naturligvis ærgre os en smule over punkteringen, eller de lidt for lange pauser ved depoterne, men vi var allermest bare-glade. På den anden side har vi nu også fået et nyt mål. Næste år SKAL vi under 4 timer … måske 3.30. Fadøl og frankfurtere med brød, sennep og ketchup, har sjældent smagt så godt.
Vi blev forresten foreviget af fotografen på målstregen, og jeg skal nok lægge et billede ind af Hennings Hold lige så snart jeg får det.
