Tænk, jeg er smadder stresset. Det er jo i morgen det store cykelløb Familieruten løber af staben, og jeg er jo en del af familien.
Alle de andre i familen – altså den del af min familie, som skal være med – er kolde som brøndgraveres bagdele, men jeg har altså stress. Måske fordi jeg er blevet pumpet med et stykke arbejde de sidste ti dage, hvor det så viser sig, at jeg har spildt mine evner på fis i en hornlygte. Det hele blev aflyst i dag. Den slags bliver man lidt træt af oppe i knolden. I morgen er det da i det mindste mest den anden ende, som skal presses.
Så jeg er altså sådan lidt øv og neglebidende, og ved da godt, at jeg ikke har spor grund til det. Jo, en del af bekymringerne skyldes også, at jeg, på grund af det hersens arbejde, ikke har fået taget mig sammen til at cykle. Det har også været dårligt vejr og … ja, døden skal vel have en årsag. Jeg er i hvert fald på ingen måde i form. Min bror har brækket hoften under en rundboldkamp, og selv om det nok kan lyde lidt komisk, så er der ikke ret meget at grine af. Min bror griner i hvert fald ikke ret meget. Så ham har jeg jo også brugt tid på at besøge. Kors, hvor jeg dog er fuld af dårlige undskyldninger. Jeg har virkelig set frem til det her løb. Glæder mig også, og måske er det i virkeligheden derfor jeg føler mig stresset: Jeg glæder mig simpelthen!
Nok for nu. Jeg skal se at komme i seng, og så håber jeg på mentalt opbakkende tanker fra samtlige læsere – alle 4! – i morgen fra omkring klokken 9.28 og nogle timer fremad. 70 km.
Godnat!
Hvis man nu er meget taalmodig, faar man saa historien fra dagen?
Ja, ja, men det tager jo den tid det tager ….