Min søns cykel er blevet stjålet. Udover, at jeg er edderrasende over, at nogen kan være så stupide, at stjæle en anden persons cykel, gør det mig endnu mere ked af det, at min lille dreng har mistet sin tro følgesvend. -Man stjæler sgu’ da ikke børnecykler, som min søns spejderleder sagde, da hun hørte om det. Cyklen blev stjålet fra hans SFO, og jeg har en grum mistanke om, hvem det er, som har gjort det. Der er tale om en gruppe drenge, som er yderst seje, og deres unge alder til trods, store nok til at ryge cigaretter foran deres ungdomsklub. Åbentbart også store nok til at stæle en cykel, som de vil se dybt latterlige ud på, fordi den er alt for lille til dem.
De har nuppet cyklen en gang tidligere, men her havde sønnike glemt at låse den, og jeg nåede at gribe de unge mænd på fersk gerning. Jeg skulle nok have råbt lidt højere, da jeg dengang fandt dem med cyklen. For lige siden den dag, har de skulet ondt til mig, og benyttet mere eller mindre kvindenedgørende superlativer om mig og min person, når jeg kom ned for at hente børn i SFO’en. Ubehageligt, men ikke mere, end at jeg kunne ryste på hovedet af dem. Nu har de så stjålet cyklen en gang til. Denne gang var den forsvarligt låst, og den er pist borte. Forsikringen dækker ikke cyklen, så vi må selv ud og punge ud.
Ikke nok med det, så har vi nu også i flere dage været nødt til at tage bussen ned til skolen. Hvor man på cykel får pulsen op, frisk luft i lungerne og godt humør, skal man som buspassager vade hele vejen til stoppestedet, vente utålmodigt, og så ind i bussen, hvor man skal dele åndedrætsudluftning og kropsligt nærvær med en stor flok morgensure danskere. For slet ikke at tale om buschaufførerne. De er godt nok stride. Står der mon i Movias kontrakter, at buschauffører SKAL være møgsure, og uddele skideballer mindst en gang i timen? Eller er det bare et indbygget instinkt, som buschauffører er født med? Indrømmet: Nogle gange møder man sjove og søde buschauffører, men de er godt nok en minirotitsgruppe hos Movia. Ham der kørte med os i morges, hørte i hvert fald ikke til den gruppe. Vores busser kører temmelig tit, så vi følger ikke en busplan slavisk. Vi går bare hen til bussen, når det er ved at være tid, og håber på en bus.
I morges kom der to busser, netop som vi skulle krydse en stor vej over til stoppestedet. Den første bus kunne vi ikke nå, men den næste kunne vi godt indhente, hvis vi løb. Så det gjorde vi. Vi så os for, ventede til der blev grønt lys, og alt det der, og heldigvis ventede den flinke buschauffør. Jeg var derfor lutter smil, da ungerne og jeg kastede os ind i bussen. -Ih, altså! Tak skal du have, sagde jeg forpustet og hev klippekortet frem. Chaufførens sure fjæs undrede mig en smule. -Ja, men det er sgu’ ikke videre pædagogisk, at lade børnene løbe efter bussen, vel, svarede han rigtig, rigtig surt. -Nej, svarede jeg lige så surt, klippede kortet, og gik ned i bussen, hvor der sad endnu flere morgensure mennesker. Hold da op, hvor blev min morgen ødelagt af sådan et surt fjols. Jeg tvivler på, han har en hujende høstfis forstand på pædagogik, og ville ønske jeg havde haft et lidt mere velplaceret svar på tiltale til ham. Jeg blev simpelthen så overrasket over hans surhed, når han nu havde været så sød at vente på os. Hvis han ikke havde holdt og ventet, ville vi jo heller ikke være løbet efter bussen. Hvis vi ikke var løbet, ville han vel heller ikke have ventet.
Jeg glæder mig til at få sønnen tilbage på cyklen, så vi kan undgå denne lidet attraktive del af et ellers velfungerende system for offentlig transport.
