Ja, så var der langt om længe en som fik øjnene op for mit ubeskrivelige cykeltalent, og gav mig en medalje for min indsats. Det var faktisk ikke engang nogen særlig lang cykeltur; men særlig var den nu alligevel.
Sagen var i alt sin enkelthed den, som de fleste danskere - takket være et stort medieshow! – vist har opdaget, at den amerikanske ambassadør i Danmark, James Cain, har stået bag en del cykelture i Danmark. Hans campagne hedder: ReDiscovery Bike Tour, og går i alt sin enkelthed ud på, at han cykler rundt og besøger en masse relevante steder i Danmark. I går gik turen rundt på Bornholm. Jeg var tilfældigvis på øen i andet anliggende, og fik lov til at komme med. Det var derfor jeg fik medaljen; af ambassadøren, vel at mærke.
Det var en mærkelig oplevelse, hvor det et eller andet sted handlede lige så meget om at få mediedækning, som om at cykle. Jeg var jo ikke så interessant rent mediemæssigt, så jeg fik lov til at cykle i fred. Det vil sige helt i fred var jeg ikke, for bedst som jeg kæmpede mig op ad en af de bornholmske killerbakker, med tungen hængende ud ad mundvigen, og snotten dryppende i strimler fra næsen, blev jeg langsomt overhalet af en tv-2vogn, med en kameramand med mig i søgeren, hængende ud ad sidedøren. Helt ærligt! Det var som at blive filmet i aktiv tjeneste på et toilet.
Ellers kan jeg sige om Bornholm, at det godt nok er et dejligt cykelland; ja, altså lige bortset fra den usædvanligt store del af bakkerne, som går opad. 72% vil jeg tro det er…. Så kan man selvfølgelig altid komme og påstå, og det gør jeg faktisk, at der ikke er noget så udfordrende for en cyklist, som at komme op ad sådan en stor stejl bakke. Man sætter bevidst ikke farten ned, når man kører op ad bakke. Man tramper så sveden springer, så man kan få den skide bakke overstået. Når man når toppen, kan man så give sig selv en guldstjerne i cykel-logbogen, og føle sig yderst godt tilpas. Derfor nød jeg faktisk de bornholmske bakker; også selv om det måske ikke så sådan ud. Ikke engang på tv2. Jeg tror forresten mine anstrengelser røg i kassen med fejlklip.
Der var flere bornholmske spidser med på turen. De vil gerne have at flere unge børnefamilier flytter over til deres ø. Det kan jeg godt forstå, selv om jeg til gengæld ikke kan forstå, at der ikke er mange flere som så gør det. Ikke kun fordi øen er smuk og har masser af frisk luft, men fordi den også har en masse faciliteter til børnefamilierne. Gode skoler, gode cykelstier i byerne, et super gymnasium i Rønne – jeg cyklede sammen med nogle af de unge mennesker derfra. Hej Bjørn! – gode butikker, og så en hulens masse søde og dejlige bornholmere. Det var et rart sted at være, og havde jeg levet et andet liv, ville jeg helt sikkert flytte mig selv om min familie derover. Der er god plads til at få ro i sjælden.
Men bortset fra det, så var jeg jo kommet langt væk hjemmefra, og havde derfor ikke fået min kære blå cykel med. Jeg måtte altså ud og købe mig til en tohjulet partner. Grundet rygter om de ubeskrivelige bakker på Bornholm, besluttede jeg at investere i en 21-gears mountain bike. Til låns, altså. Kæææft, for en gyngestol. Den var sjov at prøve, og især på stierne i skovene, men ikke nær så god som den gamle blå, når det kom til vejene. Jeg har stadig ikke fattet fordelen ved 21 gear. Jeg brugte stadig kun tre af slagsen, præcist som jeg gør på den blå. Endelig investerede jeg også i et par af de hersens cykelshorts, som jeg vist nok har hånet en anelse her på siden. Alt kritik er hermed trukket tilbage. Min bagdel nød de nye shorts. Mine lår led til gengæld grumt på grund af alle de syninger der er på indersiden. Jeg havde rent faktisk vabler på indersiden af lårene efter cykelturen, og uanset hvilke pikante vittigheder og tanker det kan lede folk på, så var det hverken pikant eller morsomt. Det gjorde bare ondt. Min stolthed blev også en sule krænket, da jeg så mig selv i profil i outfittet – jeg havde også købet en cykeltrøje! – Min bagdel var hverken stram eller smækker. Jeg lignede en to-årig fra en Pamers Goodnight reklame; INDEN mor har skiftet bleen…Som sagt var min bagdel glad for fornyelsen.
Så blev det jo også tid til medaljeoverrækkelsen. For at den opmærksomme læser ikke skal få alt for store forhåbninger om min cykelpræstationer, skal det for god ordens skyld nok lige tilføjes, at alle som var i kontakt med ambassadøren på cykelturen, fik en medalje stukket i næven, når han sagde pænt farvel. Jeg fik dog også et kys på kinden, og DET var det bestemt ikke alle deltagerne som fik.
Ambassadøren har forresten beskrevet turen nærmere på sin blog, så interesserede kan kigge nærmere her. I skrivende stund er hans beskrivelser ikke blevet offentligjort endnu, men jeg har set ham ved den bærbare på færgen hjem fra Bornholm, så der skal nok komme noget før eller siden:
