Jeg har været ude på sådan en rigtig fantastisk og absolut minderig cykeltur i dag. Ikke at der skete de store epokegørende ting undervejs, men fordi vejret var så pragtfuldt, og vinden på halvdelen af turen i den helt rigtige retning, følte jeg mig i dag gladere og rigere, udelukkende fordi jeg var cyklist.
Turen var ikke spor planlagt. Jo, jeg besluttede, efter at have ræset i skole med ungerne, at jeg jo lige kunne smutte en tur op ad Strandvejen. Og, ja, jeg kan straks fornemme den opmærksomme læsers ‘buen’ fra de billige rækker. ‘Uyyhh, Strandvejen. Hun tror nok hun er noget’. Det gør jeg altså ikke. JO, jeg er cykelmyggen, men jeg har på ingen måde røven fuld af penge, og ejer hverken minkpels eller tagløs Mercedes. Jeg er arbejdsløs cyklist, som tilfældigvis har mine børn på en afrakket, men yderst behagelig friskole på Østerbro, og DERFOR har jeg nem adgang til Strandvejen. Havde jeg tilfældigvis haft røven fuld af penge, og været en rigtig rich-bitch, ville jeg sådan set gerne stadigvæk behandles med respekt. Tjøp! Strandvejen er i øvrigt noget nær Danmarks bedste cykeloplevelse, når man altså slipper fri af hellerupfimsen. Den første del af Strandvejen og Kystvejen har en lækker bred cykelsti, og så triller man jo afsted lige ved siden af Øresund, med udsigt til sejlbåde og Sverige. I dag fik jeg oven i købet fornøjelsen af en helt nøgen mand på en badebro. Han vinkede venligt, mens han gned de blåfrosne baller varme med håndklædet og den anden hånd. Bølgerne SÅ faktisk også helt fristende ud i dag.
Så cyklede jeg ellers der. Afsted, på den lækre cykelsti, med Øresund og havduft, og skøn rygvind. Jeg ved ikke helt hvordan det skete, men jeg fik pludselig en ubeskrivelig lyst til at fortsætte til verdens ende. Nu havde jeg selvfølgelig også lige beskuet en forårsbaders af slagsen, men jeg var ikke lige klar over hvor verdens ende befandt sig på denne smukke dag. Jeg havde bare lyst til at cykle til der ikke var mere vej eller cykelsti. Jeg så et skilt som viste 32 km til Helsingør, og følte mig et øjeblik fristet. På den anden side, så har jeg set Kronborg og spist de store is, og det var ligesom noget andet jeg var ude efter i dag. De store strandvejsvillaer gav mig inspirationen til hvor mit mål skulle være: Rungstedlund. Jeg er ikke videre kendt i området, men fordi jeg er en stor Karen Blixenfan, besluttede jeg mig for, at cykle op og se hendes hus. Jeg anede ikke om jeg skulle køre 12 eller 27 kilometer, men det var også lige fedt, for det var dejligt vejr….
Jeg passerede mindst tre kommunegrænser på turen. Hvor er det bemærkelsesværdigt, så stor forskel der er på disse små nordsjællandske kommuner. I den ene kommune, jeg mener der var Rudersdal, holdt cykelstien f.eks helt op. Det var næsten engelske tilstande, hvor jeg havde 7 cm asfalt til min rådighed, og en hvid stribe til at beskytte mig mod de forbifarende bilister. Det var lidt irriterende, og jeg undrede mig over, hvorfor borgerne i Rudersdal ikke har brug for cykelsti. Så var det jeg begyndte at tælle de mange sorte biler med kalechen nede. Selvfølgelig! Med sådan en bil behøver man slet ikke cykle for at kunne nyde den friske luft og suset fra Øresund. Eftersom Gud, og alle de andre, har sådan en bil, er der naturligvis heller ikke behov for cykelsti langs med stranden. Så snart jeg passerede det næste kommuneskilt, og nåede Hørsholm kommune, vendte cykelstien tilbage. Undskyld til Rudersdal, hvis det slet ikke er dem der har klippet cykelstien af. Spøjst var det i hvert fald.
Endelig dukkede Rungsteds byskilt op. Nej, ikke helt endelig, for jeg cyklede stadig som en besat, og med lysten til at finde verdens ende. Et andet skilt oplyste, at Karen Blixen Museet lå længere nede ad vejen. Jeg glædede mig til at se museet, og håbede at der ville være en cafe eller lignende. I horisonten dukkede et stort skilt med Karens let genkendelige og smukke silhuet op. Jeg var der næsten. Det var også på tide, for min bagdel var efterhånden temmelig øm af anstrengelse, og jeg trængte til noget vædske. Karens hus. Der var det. Hurra!
…. og så kiggede jeg nærmere på silhuetskiltet, og læste åbningstiderne; eller snarere lukketiderne. Museet var nemlig stadig på vintertid, og havde derfor ikke åbent mandage og tirsdage. Uarrrrk! Det var tirsdag i dag.
Næste stop og verdens ende blev derfor ikke Rungstedlund, men en cafe på Rungsted Strandvej, hvor jeg kunne sidde i sådan en gammeldags strandstol med halvtag og nyde solen og udsigten over Øresund. På trods af det lukkede museum følte jeg mig dybt priviligeret, og min bagdel var helt taknemmelig for den bløde hynde på bænken. På cafeen konstaterede jeg også hvor langt væk hemmefra jeg var kommet, og at jeg måske ikke helt passede ind blandt det Rungstedske klientel. Cafeværten kiggede i hvert fald med lidet værdighed på mine bare ben, mine forvaskede shorts, og min lidt trætte træningstrøje. Ja, jeg ejer ikke et par vatterede Nike skide-smarte-og-skide-dyre shorts, og i øvrigt var det for godt vejr til minkpels. Han spurgte derfor sarkastisk, om jeg skulle have min bestilling som ‘take-away’. -Næh, jeg har tænkt mig at indtage mit måltid her, hvis det ikke gør noget, svarede med lige så stor sarkasme. Udover min påklædning, viste det sig så, at jeg heller ikke talte helt samme sprog som de indfødte. På menukortet stod der, at man kunne få ‘toast’. Nu har jeg jo altså tilfældigvis tilbragt ti år af mit liv i toastens hjemland, så jeg ved efterhånden en hel del om ristet brød. Jeg ved også godt, at en toast på en cafe, godt kan være noget andet end den udbrændte udgave af dårligt hvidt brød, man oftest udsættes for på hjemmefronten, men alligevel. Jeg bestilte hvad jeg troede var et lille mellemmåltid: ‘Toast med ost og skinke’, som jeg i min vestjællandske naivitet gik ud fra, ville være noget i omegnen af en Pariser toast. Stor var derfor min forbløffelse, da værten kort efter bragte mig en halv kilometer absolut uristet baguette med ost, skinke, salat, tomater, agurk, pesto og en klat sennep. Hillemænd! Jeg fik dog spist det hele, drukket mit vand og min cola, lyttet til de lokale damer, som drak te ved bordet ved siden af, og så måtte jeg afsted igen. Værten talte i mobilen da jeg forlod hans etablisiment, og kiggede direkte igennem mig, da jeg vinkede farvel. Måske man heller ikke vinker i Rungsted?
Av, sagde min bagdel, da jeg kom op på cyklen igen.
Vejen hjem gik via ‘Rute 9′, som på den lille del af ruten jeg benyttede, viste sig at være en fantastisk cykel/gangsti fra Rungsted til Klampenborg station. Ingen biler. Kun lidt S-tog, som drønede forbi med planmæssige mellemrum, og så ellers lutter bøgeskov og fuglesang. Ved Klampenborg station fortsatte jeg ind gennem Dyrehaven. Det var skægt. Hvor er der altså noget fnisende, begejstrende, og knitrende i maven barnligt, ved at suse ned at bakke for fuldt drøn, for bagefter at skulle klatre cyklen op ad bakken på den anden side. Hvor man tramper hårdt og inderligt, og skal have cyklen helt ned i første gear, og man har følelsen af, at cyklens fordæk er lige ved at slippe taget i skovstien. Det er frihed så det fløjter. Det var måske at overdrive en smule, men jeg kunne ikke lade være med at komme med et begejstret ‘wiiiieeeee’, når jeg gav cyklen frie tøjler ned ad bakkerne. Jeg mener bestemt jeg mødte Søren Østergård der i haven. Han gik tur med en lille hund. Jeg grinede stort. Ikke fordi jeg havde mødt Søren Østergård, men fordi jeg netop var kommet ned af en af de helt mavekrillende bakker. Hr Østergård så en smule forskrækket ud. Måske han troede jeg var en hysterisk fan. Måske det slet ikke var ham, og det var også ligefedt, for det var dejligt vejr.
Så er man pludselig hjemme igen. Det er nu også rart. Efter at have oplevet palæerne op og ned ad Strandvejen, ser husene her på vejen nærmest ud som afrakkede kolonihaver. Det gør nu ikke så meget. Vi har cykelstier i stor stil, og ret til at gå på cafe i det tøj som passer os.
Dagens resultat blev 43 km. Jeg er lidt stolt. Min bagdel forsøger på det kraftigste, at overtale mig til at købe sådan et par vatterede shorts. Jeg har set et par, og befamlet deres indlæg. De minder i mine øjne mest af alt om de der badeshorts, man kan få til babyer i svømmehallen, så babyerne ikke prutter fejltagelser ud i vandet. Måske min bagdel har ret. Den ER meget øm lige nu, og den skulle jo gerne slippe hel igennem cykelturen den 28. juni.
1 Kommentar
maj 1, 2008 kl. 7:47 pm
Måske sådan en hjemmestrikket elefanthue kunne konverteres til cykelshorts …