Så er fælden klappet; jeg har officielt tilmeldt mine to ældste kyllinger, min mand, min far, fars kæreste og så mig selv. Vi skal ud og cykle Familie Ruten, der fløjtes i gang den 28. juni klokken tidligt om morgenen. Vi hedder ‘Hennings Hold’, og har fået start kl. 9.03. Det er jo næsten til at leve med. Især hvis vejret holder.
Jeg er glad for, at vi kommer afsted som en familie; altså med tre generationer repræsenteret. Min far var engang en meget dygtig cykelrytter. Det var inden anabolske hæmorider og den slags, så han nåede aldrig til Tour de France og tilsvarende fine steder, men han har da en masse gamle, flotte sølvpokaler liggende i papkasser rundt om i sit hus. Udover det, så cyklede han med den olympiske fakkel den gang ilden skulle igennem Danmark, for at komme til OL i Helsingfors i 1952… det som vi i dag kalder Helsinki. Der var ikke megen ballade over den olympiske ild i de dage, så jeg tillader mig at være stolt af min far. Et eller andet sted har han et lille gulnet fotografi af sig selv på cyklen, med faklen hævet over hovedet.
Tænk, at vi har et cykelhold med en olympisk fakkelrytter. Jeg tror Familie Rute-udfordringen sætter lidt skub i den ældre cykelrytter, eftersom det er første gang i mange, mange år, at han skal deltage i et rigtigt cykelløb. På trods af det, så ved han jo lige præcis en masse om at cykle, om at få ondt i benene og bagdelen, og at træning er vigtig. Min far vil op og køre mindst 50 km inden den store familietur, siger han. Det synes jeg er stort.
Jeg ved dælme ikke hvor meget jeg når. 17 km? Eller ungerne. De skal jo også i træning. Jeg forestiller mig nogle gevaldige cykelture i weekenderne, udover deres daglige cykelture til og fra skole. Burde jeg cykle 20 km hver dag? Det ville klæde, ikke mindst min bagdel, som har taget afmeldingen fra Tøserunden meget tungt. MEGET tungt.
Forresten irriterer det mig en smule, at løbet hedder ‘Familie Ruten”. Det burde sgi’ da hedde ‘Familieruten’ … men det er jo en helt anden historie.
