Tre brøkdele med total rædsel

Jump to Comments

Det var en af de dage, hvor det endnu en gang går op for en, at de små marginaler kan gøre en stor forskel. At man sommertider må prise sig lykkelig for sit held … også som cyklist.

Vi var på vej hjem fra skole. Den yngste og jeg i yderst lagsomt tempo, og den lidt ældre lidt længere fremme på cykelstien. Det var dejligt vejr, og så gør det ikke så meget, hvis det går lidt langsomt med cyklingen, fordi man lige skal fortælle om alt det som er sket i løbet af skoledagen. Det var sådan en rar eftermiddag med fuglefløjt, og nyudsprungne blomsterbuske og påskeliljer, som gjorde mig nærmest høj af livsglæde.

…og så lige pludselig. På cykelstien 2-300 meter længere fremme får jeg øje på to parkerede biler.. Folk stimler sammen. Et barn ligger på cykelstien. Jeg genkender straks den blå cykelhjelm. Mit hjerte banker højt og hjerteskærende. Det er min søn på cykelstien. Jeg beder min lille datter cykle videre selv, mens jeg sætter turboen på, og kører som en rasende mod uheldsstedet. Det ser alvorligt ud. To mennesker står og snakker med min søn. Jeg føler der går en time før jeg er fremme, og i skyndingen får jeg nær torpederet to andre cyklister. Endelig er jeg fremme. En dame kommer over vejen med en medicinkasse fra sin bil. Min søn græder. -Hvad er der sket. Jeg er hans mor, forklarer jeg med gråd i stemmen.

Så viser det sig at ulykken ikke er helt så alvorlig som først frygtet. Faktisk nok nærmest en bagatel, som har tiltrukket sig en hel del opmærksomhed. Og så alligevel meget mere. Bagatellen er et lille hul på knæet, som den søde dame har hentet en renseserviet og et plaster til. Den slags gør underværker, hvis man er en lille forskrækket dreng. Det alvorlige er, at min søn var kommet for tæt på kantstenen, så han var væltet, og blevet slynget af cyklen. En taxachauffør forklarer, at drengen var røget helt ud på vejbanen. Heldigvis havde der ikke været nogle biler i lige netop det øjeblik, forklarede taxachaufføren. Det er det der ‘heldigvis’, som gnaver inde i mit hoved. Det er meget mere end bare ‘heldigvis’. Det er 100 gange bedre end at vinde den store gevinst i lotto.

Vi lod være med at tænke på, hvor galt det kunne være gået, men satte os i stedet på cyklerne igen, og trillede den sidste kilometer hjem i lidt mere forsigtigt tempo. Cykelhjelmen fik endnu en gang en medalje, og vi følte os lidt mere heldige end resten af verden … og lidt forskrækkede.

Tak til den søde dame med plasteret.

2 kommentarer

Filed under cykling

Tags: cykeluheld trafik plaster lotto gevinst