Det var en dårlig dag at være cykelmor i dag. På vej til skole i morges, opnåede vores 6-årige datter, at påkøre to biler. TO biler ad to omgange. Eftersom min datter ikke var påvirket af spiritus, og havde en god nats søvn og havregrød til morgenmad bag sig, var jeg meget forundret over hendes kørsel. Ja, jeg var naturligvis først og fremmest chokeret og ulykkelig på min lille datters vegne, men jeg undrede mig altså også over, at hun to gange inden for kort tid bragede ind i to fortorvsparkerede biler. Det skal lige for god ordens skyld nævnes, at ingen af de implicerede biler fik så meget som en lille skramme af sammendtødene. Vi sendte en varm tanke til opfinderen af gummikofangerne. Den lille pige derimod, hun fik både ydre og indre sår. Skrammer på knæ og hænder, og så blev hun også smadder forskrækket.
Da hun røg af cyklen anden gang, gik det faktisk op for mig, at det var cykelhjelmen som var årsag til uheldene. Ja, den beskyttede selvfølgelig hendes hoved mod asfalteksem, men det var altså også den, som var gledet ned i øjnene på pigen, så hun ikke kunne se de parkerede biler. Nej, hvor blev jeg flov. Sikken en dårlig mor man kan være. Det viste sig, at cykelhjelmen havde det indre ’stel’ klistret fast med selvklæbende tape, og det var åbentbart holdt op med at klæbe. Cykelhjelmen kunne altså rutsche rundt som det passede den, og i morges følte den så for at glide ned foran øjnene på cyklisten. Øv! Vi har købt hende en ny cykelhjelm i dag. En flot hvis en med lille blomst. Mægtig god … og mægtig dyr. En af de hersens ’skater-hjelme’, som jeg jo godt ved er et modefænomen, men som cykelhandleren overbevist mig om, vil give en bedre beskyttelse af hovedet. Den ’sidder’ også mere en Poul Nyrup-modellen.
På vej hjem fra skole kørte vi så meget forsigtigt. Så forsigtigt, så datteren i et lyskryds forskrækket satte farten meget ned, og næsten bremsede, da en højresvingende bil holdt tilbage for os. Jeg indrømmer, at det derfor tog os lige lovligt lang tid at komme igennem krydset. Men nu var vi jo altså ude i det, og kunne ikke så godt vende om eller stoppe. Heller ikke, da der var 3 meter til vi var ovre, og det blev grønt for bilisterne som skulle den anden vej. Der var to vejbaner af bilister. Jeg fik øjenkontakt, sagde så meget undskyld, som man nu kan med øjnene. Fra bilen i den ene vejbane fik jeg et venligt og forstående blik. Bilen i den anden vejbane speedede op, og bremsede så hårdt. Sådan en omgang irriteret hjulspin. Jeg bremsede naturligvis og blev mildest talt lidt skide sur. Det var værre med min trafikchokerede datter. Hun brød fuldstændig sammen. Hjulspineren stoppede.
-Ja, undskyld, men jeg kørte jo altså over for grønt lys, sagde han irriteret.
-Ja, men vi var ikke nået igennem krydset, forsvarede jeg mig.
-Ja, men I kørte jo over for rødt lys, råbte han vredt, speedede op, og kørte videre.
Undskyld mig, men jeg var så gal, så jeg kunne have krøllet hans kofangere med mine fortænder. Helt ærligt! Jeg indrømmer, at jeg ikke ved hvad den danske færdselslov foreskriver i den slags tilfælde. Jeg ved dog, at når der er en lille bitte ny cyklist på vej igennem et kryds, og hun ikke når at køre igennem, så opfører man sig sgu’ ikke på den måde. Hensynsfuld kørsel, tror jeg det hedder med en række fine ord. Jeg har ikke mange fine ord til overs for dagens skvatnakke.
