Jeg cyklede 60 km på min gamle blå cykel i dag. Nivå-retur. Dyrehaven er så sjov at cykle i, at det dårligt kan kaldes motion. Af en eller anden grund, så er det mest min venstre albue og min højre fod, som er blevet ømme af turen. Spørg ikke hvilken form for cykelteknik det skyldes.
Jeg har tænkt lidt over det med cykelklokker. I England, var det en gang på tale, at man muligvis ville gøre cykelklokker lovpligtige. Englænderne harcelerede. Det var på nippet til oprør. Så latterligt et forslag havde man sjældent hørt om. Hvem bruger dog cykelklokker? Ja, altså lige bortset fra små børn, som så også havde båthorn og pompom’er på deres støttehjulstilføjede cykletter. Jeg var naturligvis varm fortaler for cykelklokkerne, for jeg synes det er en meget vigtig del af cykelturen. I hvert fald så længe man kører på steder, hvor der findes andre cyklister. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det ville være, hvis jeg skulle ned ad Østerbrogade i myldretiden, uden min klokke. Så vidt jeg husker, så er cykelklokken fortsat ‘optional’ på en Engelsk cykel.
Dingeling!
Der er tydeligvis også danske cyklister, som på trods af at klokken her i landet ER lovpligtig, ikke helt har lært at bruge den. De råber hellere til den medtrafikant, hvis opmærksomhed de af den ene eller anden grund er nødt til at påkalde sig. ‘Flyt dig lidt, for Helvede’. ‘Pas lige lidt på, du’, eller det ofte benyttede og højt udråbte ‘Hallo, mand’, uanset om det er en mandlig eller kvindelig trafikant de henvender sig til.
Dingeling!
Når jeg bruger min klokke, så vil det som oftest være fordi jeg gerne gøre andre cyklister foran mig på cykelstien opmærksom på, at jeg altså kommer blæsende udenom dem lige om lidt. Det kan også være i forsøget på at få et par synkroncyklere - altså dem som altid kører i parvis, og finder det passende, at brede sig over hele cykelstien! - som man gerne vil have til at rykke deres formation lidt mere på langs. Endelig kan det også være for at afholde personer på fortorvet fra at træde ud på cykelstien, uden at se sig for. Den slags gør normalt begavede fodgængere naturligvis ikke, men alle de andre gør det tit og ofte. Min ringeklokke, er altså ikke ment som et provokerende indfald, men som en høflig gestus overfor andre trafikanter.
Dingeling!
Tilsvarende finder jeg det også møgirriterende, og næsten livsfarligt, hvis mine børn og jeg i den tætte mydlremorgentrafik bliver overhalet af en cyklist, og denne drøner forbi i mikroskobisk nærhed, uden lige at ringe med klokken. Vi skal på et sted cykle mellem fortorvet og en række parkerede biler, og her sker det ofte, at en eller anden stresset ‘voksen’ cyklist kommer og maser sig forbi. Ungerne bliver forskrækkede, og det gør jeg også. Vi vil meget gerne vise hensyn til de hurtigere cyklister, men vi har altså ikke øjne i nakken. Ring lige med klokken, inden du overhaler cyklende børn, tak!
Dingeling!
Det er sket, at nogle cyklister tager det som en personlig fornærmelse, når jeg klimter med klokken efter dem. Det kan f.eks være synkroncyklister, som oplyser, at ‘de Fandeme også har lov til at være på cykelstien’. Eller de stakkels langsomme cyklister, som tror jeg vil have dem til at sætte farten op, når jeg ringer. De vil ofte besvare min klimten med en sur brummen, mens de i øvrigt fortsætter med at køre langsomt … MIDT på cykelstien.
Cykelklokken, er en fornem måde at vise hensyn på cykelstierne på. Jeg er sikker på, at den ville fungere perfekt i det engelske cyklistmiljø, og at man i Danmark, af og til, godt kunne have brug for et tågehorn monteret på cyklen. I alt venlighed, naturligvis.
Jeg har været ude på sådan en rigtig fantastisk og absolut minderig cykeltur i dag. Ikke at der skete de store epokegørende ting undervejs, men fordi vejret var så pragtfuldt, og vinden på halvdelen af turen i den helt rigtige retning, følte jeg mig i dag gladere og rigere, udelukkende fordi jeg var cyklist.
Turen var ikke spor planlagt. Jo, jeg besluttede, efter at have ræset i skole med ungerne, at jeg jo lige kunne smutte en tur op ad Strandvejen. Og, ja, jeg kan straks fornemme den opmærksomme læsers ‘buen’ fra de billige rækker. ‘Uyyhh, Strandvejen. Hun tror nok hun er noget’. Det gør jeg altså ikke. JO, jeg er cykelmyggen, men jeg har på ingen måde røven fuld af penge, og ejer hverken minkpels eller tagløs Mercedes. Jeg er arbejdsløs cyklist, som tilfældigvis har mine børn på en afrakket, men yderst behagelig friskole på Østerbro, og DERFOR har jeg nem adgang til Strandvejen. Havde jeg tilfældigvis haft røven fuld af penge, og været en rigtig rich-bitch, ville jeg sådan set gerne stadigvæk behandles med respekt. Tjøp! Strandvejen er i øvrigt noget nær Danmarks bedste cykeloplevelse, når man altså slipper fri af hellerupfimsen. Den første del af Strandvejen og Kystvejen har en lækker bred cykelsti, og så triller man jo afsted lige ved siden af Øresund, med udsigt til sejlbåde og Sverige. I dag fik jeg oven i købet fornøjelsen af en helt nøgen mand på en badebro. Han vinkede venligt, mens han gned de blåfrosne baller varme med håndklædet og den anden hånd. Bølgerne SÅ faktisk også helt fristende ud i dag.
Så cyklede jeg ellers der. Afsted, på den lækre cykelsti, med Øresund og havduft, og skøn rygvind. Jeg ved ikke helt hvordan det skete, men jeg fik pludselig en ubeskrivelig lyst til at fortsætte til verdens ende. Nu havde jeg selvfølgelig også lige beskuet en forårsbaders af slagsen, men jeg var ikke lige klar over hvor verdens ende befandt sig på denne smukke dag. Jeg havde bare lyst til at cykle til der ikke var mere vej eller cykelsti. Jeg så et skilt som viste 32 km til Helsingør, og følte mig et øjeblik fristet. På den anden side, så har jeg set Kronborg og spist de store is, og det var ligesom noget andet jeg var ude efter i dag. De store strandvejsvillaer gav mig inspirationen til hvor mit mål skulle være: Rungstedlund. Jeg er ikke videre kendt i området, men fordi jeg er en stor Karen Blixenfan, besluttede jeg mig for, at cykle op og se hendes hus. Jeg anede ikke om jeg skulle køre 12 eller 27 kilometer, men det var også lige fedt, for det var dejligt vejr….
Jeg passerede mindst tre kommunegrænser på turen. Hvor er det bemærkelsesværdigt, så stor forskel der er på disse små nordsjællandske kommuner. I den ene kommune, jeg mener der var Rudersdal, holdt cykelstien f.eks helt op. Det var næsten engelske tilstande, hvor jeg havde 7 cm asfalt til min rådighed, og en hvid stribe til at beskytte mig mod de forbifarende bilister. Det var lidt irriterende, og jeg undrede mig over, hvorfor borgerne i Rudersdal ikke har brug for cykelsti. Så var det jeg begyndte at tælle de mange sorte biler med kalechen nede. Selvfølgelig! Med sådan en bil behøver man slet ikke cykle for at kunne nyde den friske luft og suset fra Øresund. Eftersom Gud, og alle de andre, har sådan en bil, er der naturligvis heller ikke behov for cykelsti langs med stranden. Så snart jeg passerede det næste kommuneskilt, og nåede Hørsholm kommune, vendte cykelstien tilbage. Undskyld til Rudersdal, hvis det slet ikke er dem der har klippet cykelstien af. Spøjst var det i hvert fald.
Endelig dukkede Rungsteds byskilt op. Nej, ikke helt endelig, for jeg cyklede stadig som en besat, og med lysten til at finde verdens ende. Et andet skilt oplyste, at Karen Blixen Museet lå længere nede ad vejen. Jeg glædede mig til at se museet, og håbede at der ville være en cafe eller lignende. I horisonten dukkede et stort skilt med Karens let genkendelige og smukke silhuet op. Jeg var der næsten. Det var også på tide, for min bagdel var efterhånden temmelig øm af anstrengelse, og jeg trængte til noget vædske. Karens hus. Der var det. Hurra!
…. og så kiggede jeg nærmere på silhuetskiltet, og læste åbningstiderne; eller snarere lukketiderne. Museet var nemlig stadig på vintertid, og havde derfor ikke åbent mandage og tirsdage. Uarrrrk! Det var tirsdag i dag.
Næste stop og verdens ende blev derfor ikke Rungstedlund, men en cafe på Rungsted Strandvej, hvor jeg kunne sidde i sådan en gammeldags strandstol med halvtag og nyde solen og udsigten over Øresund. På trods af det lukkede museum følte jeg mig dybt priviligeret, og min bagdel var helt taknemmelig for den bløde hynde på bænken. På cafeen konstaterede jeg også hvor langt væk hemmefra jeg var kommet, og at jeg måske ikke helt passede ind blandt det Rungstedske klientel. Cafeværten kiggede i hvert fald med lidet værdighed på mine bare ben, mine forvaskede shorts, og min lidt trætte træningstrøje. Ja, jeg ejer ikke et par vatterede Nike skide-smarte-og-skide-dyre shorts, og i øvrigt var det for godt vejr til minkpels. Han spurgte derfor sarkastisk, om jeg skulle have min bestilling som ‘take-away’. -Næh, jeg har tænkt mig at indtage mit måltid her, hvis det ikke gør noget, svarede med lige så stor sarkasme. Udover min påklædning, viste det sig så, at jeg heller ikke talte helt samme sprog som de indfødte. På menukortet stod der, at man kunne få ‘toast’. Nu har jeg jo altså tilfældigvis tilbragt ti år af mit liv i toastens hjemland, så jeg ved efterhånden en hel del om ristet brød. Jeg ved også godt, at en toast på en cafe, godt kan være noget andet end den udbrændte udgave af dårligt hvidt brød, man oftest udsættes for på hjemmefronten, men alligevel. Jeg bestilte hvad jeg troede var et lille mellemmåltid: ‘Toast med ost og skinke’, som jeg i min vestjællandske naivitet gik ud fra, ville være noget i omegnen af en Pariser toast. Stor var derfor min forbløffelse, da værten kort efter bragte mig en halv kilometer absolut uristet baguette med ost, skinke, salat, tomater, agurk, pesto og en klat sennep. Hillemænd! Jeg fik dog spist det hele, drukket mit vand og min cola, lyttet til de lokale damer, som drak te ved bordet ved siden af, og så måtte jeg afsted igen. Værten talte i mobilen da jeg forlod hans etablisiment, og kiggede direkte igennem mig, da jeg vinkede farvel. Måske man heller ikke vinker i Rungsted?
Av, sagde min bagdel, da jeg kom op på cyklen igen.
Vejen hjem gik via ‘Rute 9′, som på den lille del af ruten jeg benyttede, viste sig at være en fantastisk cykel/gangsti fra Rungsted til Klampenborg station. Ingen biler. Kun lidt S-tog, som drønede forbi med planmæssige mellemrum, og så ellers lutter bøgeskov og fuglesang. Ved Klampenborg station fortsatte jeg ind gennem Dyrehaven. Det var skægt. Hvor er der altså noget fnisende, begejstrende, og knitrende i maven barnligt, ved at suse ned at bakke for fuldt drøn, for bagefter at skulle klatre cyklen op ad bakken på den anden side. Hvor man tramper hårdt og inderligt, og skal have cyklen helt ned i første gear, og man har følelsen af, at cyklens fordæk er lige ved at slippe taget i skovstien. Det er frihed så det fløjter. Det var måske at overdrive en smule, men jeg kunne ikke lade være med at komme med et begejstret ‘wiiiieeeee’, når jeg gav cyklen frie tøjler ned ad bakkerne. Jeg mener bestemt jeg mødte Søren Østergård der i haven. Han gik tur med en lille hund. Jeg grinede stort. Ikke fordi jeg havde mødt Søren Østergård, men fordi jeg netop var kommet ned af en af de helt mavekrillende bakker. Hr Østergård så en smule forskrækket ud. Måske han troede jeg var en hysterisk fan. Måske det slet ikke var ham, og det var også ligefedt, for det var dejligt vejr.
Så er man pludselig hjemme igen. Det er nu også rart. Efter at have oplevet palæerne op og ned ad Strandvejen, ser husene her på vejen nærmest ud som afrakkede kolonihaver. Det gør nu ikke så meget. Vi har cykelstier i stor stil, og ret til at gå på cafe i det tøj som passer os.
Dagens resultat blev 43 km. Jeg er lidt stolt. Min bagdel forsøger på det kraftigste, at overtale mig til at købe sådan et par vatterede shorts. Jeg har set et par, og befamlet deres indlæg. De minder i mine øjne mest af alt om de der badeshorts, man kan få til babyer i svømmehallen, så babyerne ikke prutter fejltagelser ud i vandet. Måske min bagdel har ret. Den ER meget øm lige nu, og den skulle jo gerne slippe hel igennem cykelturen den 28. juni.
Så er fælden klappet; jeg har officielt tilmeldt mine to ældste kyllinger, min mand, min far, fars kæreste og så mig selv. Vi skal ud og cykle Familie Ruten, der fløjtes i gang den 28. juni klokken tidligt om morgenen. Vi hedder ‘Hennings Hold’, og har fået start kl. 9.03. Det er jo næsten til at leve med. Især hvis vejret holder.
Jeg er glad for, at vi kommer afsted som en familie; altså med tre generationer repræsenteret. Min far var engang en meget dygtig cykelrytter. Det var inden anabolske hæmorider og den slags, så han nåede aldrig til Tour de France og tilsvarende fine steder, men han har da en masse gamle, flotte sølvpokaler liggende i papkasser rundt om i sit hus. Udover det, så cyklede han med den olympiske fakkel den gang ilden skulle igennem Danmark, for at komme til OL i Helsingfors i 1952… det som vi i dag kalder Helsinki. Der var ikke megen ballade over den olympiske ild i de dage, så jeg tillader mig at være stolt af min far. Et eller andet sted har han et lille gulnet fotografi af sig selv på cyklen, med faklen hævet over hovedet.
Tænk, at vi har et cykelhold med en olympisk fakkelrytter. Jeg tror Familie Rute-udfordringen sætter lidt skub i den ældre cykelrytter, eftersom det er første gang i mange, mange år, at han skal deltage i et rigtigt cykelløb. På trods af det, så ved han jo lige præcis en masse om at cykle, om at få ondt i benene og bagdelen, og at træning er vigtig. Min far vil op og køre mindst 50 km inden den store familietur, siger han. Det synes jeg er stort.
Jeg ved dælme ikke hvor meget jeg når. 17 km? Eller ungerne. De skal jo også i træning. Jeg forestiller mig nogle gevaldige cykelture i weekenderne, udover deres daglige cykelture til og fra skole. Burde jeg cykle 20 km hver dag? Det ville klæde, ikke mindst min bagdel, som har taget afmeldingen fra Tøserunden meget tungt. MEGET tungt.
Forresten irriterer det mig en smule, at løbet hedder ‘Familie Ruten”. Det burde sgi’ da hedde ‘Familieruten’ … men det er jo en helt anden historie.
Det var en af de dage, hvor det endnu en gang går op for en, at de små marginaler kan gøre en stor forskel. At man sommertider må prise sig lykkelig for sit held … også som cyklist.
Vi var på vej hjem fra skole. Den yngste og jeg i yderst lagsomt tempo, og den lidt ældre lidt længere fremme på cykelstien. Det var dejligt vejr, og så gør det ikke så meget, hvis det går lidt langsomt med cyklingen, fordi man lige skal fortælle om alt det som er sket i løbet af skoledagen. Det var sådan en rar eftermiddag med fuglefløjt, og nyudsprungne blomsterbuske og påskeliljer, som gjorde mig nærmest høj af livsglæde.
…og så lige pludselig. På cykelstien 2-300 meter længere fremme får jeg øje på to parkerede biler.. Folk stimler sammen. Et barn ligger på cykelstien. Jeg genkender straks den blå cykelhjelm. Mit hjerte banker højt og hjerteskærende. Det er min søn på cykelstien. Jeg beder min lille datter cykle videre selv, mens jeg sætter turboen på, og kører som en rasende mod uheldsstedet. Det ser alvorligt ud. To mennesker står og snakker med min søn. Jeg føler der går en time før jeg er fremme, og i skyndingen får jeg nær torpederet to andre cyklister. Endelig er jeg fremme. En dame kommer over vejen med en medicinkasse fra sin bil. Min søn græder. -Hvad er der sket. Jeg er hans mor, forklarer jeg med gråd i stemmen.
Så viser det sig at ulykken ikke er helt så alvorlig som først frygtet. Faktisk nok nærmest en bagatel, som har tiltrukket sig en hel del opmærksomhed. Og så alligevel meget mere. Bagatellen er et lille hul på knæet, som den søde dame har hentet en renseserviet og et plaster til. Den slags gør underværker, hvis man er en lille forskrækket dreng. Det alvorlige er, at min søn var kommet for tæt på kantstenen, så han var væltet, og blevet slynget af cyklen. En taxachauffør forklarer, at drengen var røget helt ud på vejbanen. Heldigvis havde der ikke været nogle biler i lige netop det øjeblik, forklarede taxachaufføren. Det er det der ‘heldigvis’, som gnaver inde i mit hoved. Det er meget mere end bare ‘heldigvis’. Det er 100 gange bedre end at vinde den store gevinst i lotto.
Vi lod være med at tænke på, hvor galt det kunne være gået, men satte os i stedet på cyklerne igen, og trillede den sidste kilometer hjem i lidt mere forsigtigt tempo. Cykelhjelmen fik endnu en gang en medalje, og vi følte os lidt mere heldige end resten af verden … og lidt forskrækkede.
Tak til den søde dame med plasteret.
I min barndom var det ikke spor smart at have campingvogn. Jo, min mor ville vist gerne have en engang i 70′erne, men så fik vi villatelt fra Daells Varerhus i stedet …. og luftmadrasser. Jeg er derfor det meste af min barndom blevet flasket op med en masse fordomme vedrørende campingvognsejere, og i særldelehed hvis de skulle få den frækhed, at bevæge sig ud på offentlige veje og stræder. Jeg mindes endnu med gru de mange bilferier i Europa - mest frem og tilbage over grænsen, for at indkøbe sprutlagre til de runde fødselsdage! - hvor vi kørte i kilometerlang kø, fordi et rullende campistfjols lå og fyldte hele vejen, og naturligvis aldrig kunne drømme om lige at holde ind til siden. Sætte farten op kunne de jo ikke, når de havde sådan et kæmpelokum spændt fast i bilen. Nej, hvor har min far bandet. Senere, da jeg selv fik kørekort, tog jeg med fornøjelse del i brokkerierne, når jeg mødte en campingvogn.
-Hjælp, nu er det sommer. Campinkavognene er sprunget ud!
I dag kører jeg så ikke så meget bil, og hvis jeg endelig gør, så generer en smule kø mig faktisk slet ikke. Jeg er i grunden blevet en helt fredelig og omgængelig bilist. Jeg troede egentlig også det var tilfældet hvad cykling angår, indtil forleden, hvor jeg var sent på den, og skulle nå hjem og hente ungerne fra skole. Pludselig var der kø på cykelstien. Folk var tydeligvis irriterede. Jeg troede dårligt mine egne øjne, da jeg så hvad det var der lå og blokerede længere fremme:
en Christianiacykel!!!!
Oh, ve og skræk, hvor kan de godt nok tage meget plads op. Det er så ikke engang rumfanget af sådan en størrelse, som er til størst gene. Næ, nej! Jeg ved ikke om Christianiacyklister ikke vil eller ikke kan køre stærkt. De gør det i hvert fald aldrig. Måske har de bare altid god tid, fordi de lige er på vej på cafe, hjem fra bageren …. eller måske på vej til den nærmeste campingplads. Præcist som de firhjulede bilanhængere i min barndom, så holder Chrstianiacyklerne så godt som heller aldrig ind til siden, så andre, mere fleksible cyklister, kan passere. Noget tredie …. eller er jeg nået til femte? …. er, at cyklisterne med påhæng meget ofte …MEGET OFTE!!! … har travlt med at tale i mobiltelefon, pille næse, spise mad, rede hår eller lægge læbestift på…mens de tænder en cigaret. Ja, jeg ved godt, at de ikke behøver bruge deres intelligens på at holde balancen på sådan en cykel, som vist slet ikke kan vælte, men kunne de så ikke koncentrere sig lidt om de andre trafikanter?
Christianiacyklerne er en designmæssigt smuk opfindelse, det indrømmer jeg, men jeg synes godt nok de er en pestilens på cykelstierne. Kunne man så bare indføre en regel om, at man kun måtte føre Christianiacykel, såfremt den var fyldt op. Altså: minimum 3 børn, 40 kilo aviser og/eller en velvoksen New Foundlænder. Hvis ikke, så skulle de have ubetinget vige-ind-til-siden-pligt, når en hurtigere cyklist ringede med klokken.
Dybest set tror jeg min irritation hænger sammen med, at Christianiacyklen er ved at udvikle sig til et statussymbol i stil med firhjulstrækkeren, gyngestolscykler og firkantede briller. Enhver dansker med respekt for sig selv MÅ simpelthen eje sådan en … uanset om de har behov for den eller ej. Beklageligvis, i den forbindelse, har rigtig mange danskere rigtig meget respekt for sig selv.
Der er noget som har undret mig en del i Danmark. Måske er det ikke engang et dansk fænomen, men blot noget som vi har her i hovedstaden. Min undren skyldes alle de herreløse cykler jeg støder på. Overalt, hvor der er cykelparkering i større stil, vil man som regel også møde en efterladt cykel.
Tegnet på forladtheden kan være mere eller mindre udpræget. Nogle gange er cyklen helt smadret, og har fået sadel og andre afskruelige værdigenstande fjernet, mens der andre gange blot er tale om en punkteret stakkel, som med tiden er blevet mosgrøn og trist at se på.
Forleden var jeg f.eks i min lokale Netto Døgner. Her står ikke vanvittigt mange cykler – Vi bor i Gentofteområdet, hvor de fleste vist snupper bilen til bageren! - og alle de fire cykler som stod i stativet ved siden af min blå Everton denne morgen, var tydeligvis herre- og hjemløse. Også damecyklerne. Alle punkterede, alle mosgrønne, men alle også af, hvad jeg vil kalde, rimelig kvalitet. Forresten var de alle aflåst. Jeg er dog stadig overbevist om, at de var blevet forladte eller glemt.
Hvorfor? Hvad er det lige der sker? Har man i Danmark så mange penge, så man hellere køber en ny cykel, end tager sig sammen til at lappe den gamle, når man har mødt et søm en sen aften på cykelstien? Er det forsikringssvindel, hvor man skifter cykel hvert andet år på forsikringens regning, og så lader det rustne lig stå der hvor man sidst satte det?
Min mand foreslog, at cykelejerne måske var afgået ved døden. Til det kunne jeg kun svare, at der i så fald var en skræmmende stor overdødelighed blandt cyklister, og at det, selv om de tydeligvis ikke døde med cyklerne på, burde være et argument for sammenlægning af Trafik- og Sundhedsministeriet.
Selvfølgelig har jeg også set efterladte cykler i England, men aldrig i det omfang, som det sker i Danmark. Kunne man foreslå et sted for herreløse cykler, hvor man kunne finde nye ejere til dem? Cykelinternat. Måske der endda er basis for et tvprogram i den bedste sendetid, hvor de hjemløse tohjulede bliver fikset op og smurt i lejerne, og så finder et nyt godt hjem. Tænk, jeg synes i grunden ideen er genial …. og jeg synes i hvert fald de mange efterladte lig er spild af gode cykler.
Det begyndte med en blå cykel, som gik hen og blev lidt af en følelsesmæssig besættelse. For et par år siden begyndte jeg at cykle til skole hver dag. 20 km hver vej, som gav ømme baller men et strålende humør. Jeg følte at cyleriet gav mig så mange gode tanker og påfund, så dette måtte blive til en blog. Jeg har nu haft min blog Cykelmyggen hos Jubii siden 2006, og i grunden haft det ganske hyggeligt der. På det seneste er der gået kuk i Jubii-bloggen. Jeg ved ikke om systemet er overbelastet eller hvad; det går altså bare for langsomt. De sidste par dage har jeg slet ikke kunne logge mig ind på min blog, og så går en del af fidusen ligesom fløjten. Jeg blev anbefalet at flytte til WordPress; så nu er jeg her. I første omgang skal jeg have flyttett alle mine gamle indlæg over. Eftersom jeg ikke kan logge ind på den gamle blog kommer det til at ske på manuel vis, hvor jeg simpelthen kopierer de gamle indlæg, og så flytter dem herover. Elektroniske flyttekasser i stakkevis. Hav tålmodighed med mig, hvis det ikke bliver helt smukt og ordentligt i første omgang. Jeg har betydeligt mere forstand på cykler end på computere.
Host, host, host! Her gik man rundt og troede at man var genial, og så faldt jeg lige over dette link fra en cykelgal dansker:
http://www.lonebiker.dk/Ncykost.HTM
Han snuppede lige mere end 4000 km på cykel rundt om Østersøen. Jeg må nok lige overveje at tage kontakt til ham … om ikke andet for at høre, hvor meget vat han havde i sine cykelshorts. Neeeej, jeg prøver ikke at lyde uartig. Jeg tænker på, hvor meget fyld der var i de beskyttende lag på hans cykelshorts. Erik Straarup lyder i hvert fald som en spændende person.
Det var en af de dage, hvor der er lidt for meget havregrød, og lidt for få lyspunkter i systemet. Så var det der kom en ide dumpende ned i hovedet på mig. Som den opmærksomme læser vil være klar over, så var det min plan at cykle Tøserunden denne sommer. Så gik der ged i kalenderen, og jeg har været nødt til at aflyse min deltagelse. Jeg var endda begyndt på træningen. Nu er det så også blevet snevejr, så den ville under alle omstændigheder være blevet indstillet. Jeg bryder mig ikke om glatte cykelstier. Nå, men den store ide som kom til mig, går ud på, at sammensætte en lang cykeltur … en rigtig lang tur. Tænker lige nu på Moskva eller Skt. Petrsborg. Der er en del flere tanke med i planen, men nu skal jeg lige have ideen vendt med lidt flere hjerner. Jeg vil helst til Skt. Petersborg … og ikke i snevejr!
1462 km …. det er fademe langt!
